18 borgmestre: Udgifter til flygtninge koster på velfærden

Velfærd

25/09/2015 10:11

Nick Allentoft

Mange borgmestre siger i rundspørge, at tilskud fra staten er utilstrækkeligt til at dække flygtningeudgifter.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det stigende antal flygtninge presser kommunerne så hårdt på økonomien, at det flere steder vil resultere i besparelser på den kommunale service til eksempelvis ældre og børn.

Sådan lyder meldingen fra en række af landets borgmestre i en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget blandt de 92 af landets kommuner, der modtager flygtninge.

I alt 52 har svaret, og af dem angiver to ud af tre - 34 borgmestre - at tilskuddet fra staten er utilstrækkeligt til at dække udgifterne.

Det betyder ifølge 18 af borgmestrene videre, at der i år eller inden for det kommende år må skæres på kommunens service på andre områder.

I Allerød Kommune nord for København regner borgmester Jørgen Johansen (K) med et årligt minus på 20-25 millioner kroner på flygtninge.

- Det betyder, at vi skal spare rigtigt mange andre steder, siger Jørgen Johansen til Jyllands-Posten.

I kommuneforeningen KL genkender formand Martin Damm (V) billedet. 

KL har iværksat en undersøgelse blandt kommunerne for at få mere håndfast dokumentation af forholdet mellem indtægter og udgifter på flygtningeområdet.

- Det gør vi netop, fordi vi har hørt, at der er en del kommuner, der er nødt til at tage fra andre områder for at give til dette område, og det var ikke meningen, siger Martin Damm til avisen.

Han skal fredag forhandle med regeringen om de nye refusionsregler, der fra 1. januar 2016 ifølge KL vil gøre regnestykket omkring flygtninge endnu dårligere.

I dag får kommunerne gennem det treårige integrationsprogram blandt andet refusion på 50 procent af udgifterne til ydelser og danskundervisning. De resterende 50 procent gives over bloktilskuddet.

I 2015 og 2016 er der desuden afsat en ekstra pulje på 325 millioner kroner til flygtningeindsatsen.

For hver flygtning over 18 år modtager kommunerne et grundtilskud på 2604 kroner om måneden.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ønsker ikke at kommentere sagen over for Jyllands-Posten.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.