Pressefoto

87 år og nyvalgt medlem af byrådet

Politik

22/11/2017 19:11

Nick Allentoft

87-årige Fritz Reuther fra Venstre sniger sig med på yderste mandat i kommunalbestyrelsen i Hørsholm. Det næstyderste mandat gik til en 19 årig kandidat fra S.

I Hørsholm er 87-årige Fritz Reuther blevet valgt ind i kommunalbestyrelsen for Venstre.

Den første optælling i Hørsholm gav Venstre fire mandater, og for 87-årige Fritz Reuther så det ikke ud til, at hans 136 personlige stemmer rakte til en plads blandt de fire.

Men en fintælling har flyttet et mandat fra De Konservative til Venstre. Og dermed skal Fritz Reuther de næste fire år være medlem af kommunalbestyrelsen.

Det skriver Lokalavisen i Hørsholm.

Alle historier om KV/RV17 resultater

Vi har samlet alle historier om valgresultaterne på denne temaside.

Oplysningerne bekræftes af en tydeligt glad Fritz Reuther, der måtte vente tålmodigt før, han efter "visse forhindringer" kunne glæde sig over mandatet.

- Det trak meget længe ud. De første tal vi fik, var omkring klokken et. Derudover fik vi ikke rigtig nogen tal, så da klokken var to, sagde jeg til min kone: Vi er trætte. Nu kører vi hjem, siger Fritz Reuther.

- Der kom en mail i morges, da klokken var hen af ni. Der stod, at jeg var desværre ikke kommet med. Så måtte man jo tænke: Det var sgu da ærgerligt.

Men som dagen skred frem blev dagen anderledes god for Fritz Reuther

- Men der gik ikke ret længe, før der var en, der ringede og sagde, at der var tale om en omtælling.

- Jeg gik og ventede. Da klokken var 14 ringende formanden for Venstre (i Hørsholm, red.) og sagde: Du er søreme kommet ind alligevel.

Fritz Reuther bliver tilsyneladende Danmarks ældste medlem af en kommunalbestyrelse. Og ifølge ham selv giver det en klar fordel:

- Du skal regne med, at de andre går på arbejde. De er jo trætte, siger han.

Han håber, at andre i samme alder vil føle sig inspireret til i højere grad at tage del i kommunalpolitik.

- Der går trods alt nogen rundt, der stadig er friske i hovedet i den alder. Og de unge er måske kvikke nok, men når man har levet et så langt liv, som jeg nu har og har oplevet så mange ting, så har man en anden form for erfaring. 

Valget var første gang, den 87-årige stillede op. Han tog det 19. og sidste mandat. Det 18. og næstsidste mandat gik til 19-årige Marcus Guldager fra Socialdemokraterne.

Han stod som nummer tre ud af tre på den socialdemokratiske liste i Hørsholm. Partiet fik hele pladen fuld med tre mandater i byrådet.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.