Aaen: Skandale at Skat ignorerede skjulte skatteformuer

Politik

09/02/2015 13:26

Suleman Haider

Tidligere skatteminister Lund Poulsen (V) og skatteminister Benny Engelbrecht må forklare gemte danske formuer

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) burde have en ekstra næse, for det har kostet den danske stat et milliardbeløb, at Skat ignorerede en lækket liste over rige danskeres gemte milliarder i Schweiz.

Det siger skatteordfører Frank Aaen, Enhedslisten.

- Troels Lund Poulsen, der dengang havde ansvaret som skatteminister, må på banen og forklare sig. Han må forklare, hvorfor han ikke har bedt om listerne, som alle andre lande har gjort, siger han.

Ifølge Frank Aaen var det velkendt, at listerne med fortrolige oplysninger fra verdens næststørste bank HSBC's schweiziske afdeling var lækket.

- Det er en skandale, at man har mulighed for at afsløre folk, der har gemt meget store beløb - et milliardbeløb - i skattely, og dermed unddraget sig skattebetaling, siger han og fortsætter: 

- Man havde mulighed for at indhente oplysningerne og få fat i nogle af de mennesker, der har snydt for store beløb i skat, og så er det jo en skandale, at man ikke har gjort noget ved det, men først gør det nu flere år efter. 

Ud over en forklaring fra Troels Lund Poulsen kræver Frank Aaen, at skatteminister Benny Engelbrecht (S) forklarer sig i et samråd.

- Den nuværende skatteminister må forklare, hvordan det kunne ske, at Skat ignorerede lækagen om de fortrolige oplysninger. Det er besynderligt, at sådan noget kan ske, siger han. 

- Det er et eksempel på, at Skat har virket og virker meget dårligt. Man er meget nidkær over for kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, mens man lader mennesker med skjulte formuer slippe.

Kundeoplysningerne blev kopieret og lækket fra HSBC af en tidligere it-tekniker. I 2009 fik de franske myndigheder fingre i den lækkede liste.

Året efter fik en lang række lande listen udleveret af Frankrig, og siden har de hentet skatteindtægter for et tocifret milliardbeløb på baggrund af oplysningerne.

I Belgien har myndighederne indhentet 3,2 milliarder kroner. 

Selv om de danske myndigheder kunne have fået listen udleveret, foretog skattemyndighederne sig intet. 

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.