Afgørelse: Forklarlig nødløgn og troværdig forglemmelse

Ledelse

05/05/2014 17:11

Nick Allentoft

Frifindelsen af embedsmænd i Christiania-sag skyldes blandt andet en nødløgn, som de efterfølgende glemte.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En forklarlig nødløgn og en troværdig forglemmelse.

Det er hovedbegrundelserne for frifindelsen af to topembedsmænd i Justitsministeriet på de to helt afgørende anklager i den såkaldte Christiania-sag.

Undersøgelseskommissionen med tidligere højesteretsdommer Per Sørensen i spidsen har pure frikendt departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülow, som i mere end fire måneder har været fritaget for tjeneste og mistænkt for pligtforsømmelse i forbindelse med Christiania-sagen.

Først og fremmest lyder konklusionen, at det var i orden, at de to embedsmænd var med til at give Folketinget en usand forklaring om, at det var på grund af et afbud fra daværende politidirektør i København, Johan Reimann, at Folketingets Retsudvalgs besøg på Christiania måtte aflyses i februar 2012.

Både embedsmændene og daværende justitsminister Morten Bødskov (S) stod således i et svært dilemma, hvor de ikke kunne videregive de fortrolige oplysninger om sikkerhedsrisikoen ved besøget, samtidig med at retsudvalget forventede en begrundelse for, hvorfor Christiania-besøget måtte aflyses.

Derfor havde de ikke andet valg end at komme med en "konstrueret" begrundelse, lyder vurderingen fra undersøgelseskommissionen, som derefter konkluderer:

- Den usandhed, der lå i Johan Reimann-begrundelsen, kan således bedst betegnes som en forklarlig og undskyldelig nødløgn.

Samtidig finder undersøgelseskommissionen det godtgjort, at de to topembedsmænd simpelthen havde glemt alt om løgnehistorien, da Christiania-sagen blussede op sidste efterår.

På det tidspunkt blev den urigtige forklaring om Johan Reimanns afbud således gentaget i en pressemeddelelse den 19. november og en skrivelse til retsudvalget den 3. december.

De to embedsmænd erkender selv i deres beretning om begivenhederne, at det kan forekomme overraskende, at begivenhederne ikke står "mejslet i granit" i deres erindring.

Men de forklarer forglemmelsen med det store arbejdspres i Justitsministeriet.

Selv om den ene af de to embedsmænd, Jens-Christian Bülow, endda ringede til Johan Reimann i forbindelse med udarbejdelsen af pressemeddelelsen den 19. november, så stoler undersøgelseskommissionen på den forklaring.

- Forhørsledelsen finder på den anførte baggrund, at Anne Kristine Axelssons og Jens-Christian Bülows forklaringer om, at de i forbindelse med udarbejdelsen af presseudtalelsen den 19. november 2013 og oversendelsen af denne til Retsudvalget den 3. december 2013 ikke havde nogen erindring om det særlige forløb vedrørende Johan Reimanns afbud, ikke er utroværdige, lyder konklusionen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.