En tyrkisk domstol i Bodrum har fredag idømt to syriske menneskesmuglere hver fire år og to måneders fængsel for at have forårsaget den treårige syriske flygtningedreng Aylan Kurdis død samt for at være skyld i fire andre personers død. Det rapporterer BBC.
Flygtninge overblik
Billedet af Aylan Kurdi liggende død på en tyrkisk strand gik sidste år verden rundt og blev på mange måder et symbol på flygtningesituationen i 2015.
Den lille dreng druknede i september sidste år under et forsøg på at nå fra Tyrkiet til den græske ø Kos. Hans krop skyllede efterfølgende op på en strand i Tyrkiet.
Aylans femårige bror, Galib, og hans mor, Rihan, druknede også på turen, da deres båd kæntrede.
De tre blev efterfølgende begravet ved siden af hinanden i udkanten af grænsebyen Kobani mellem Syrien og Tyrkiet.
Faderen, Abdullah, overlevede og bor nu i Irak.
Han har tidligere fortalt, hvordan hans to små sønner "gled ud af mine hænder", da deres båd sank i havet.
- Som en far, der har mistet sine børn, ønsker jeg ikke noget for mig selv fra denne verden. Det eneste, jeg ønsker, er, at krigen i Syrien slutter omgående, sagde han til CNN på vej til begravelsen i Kobani.
Ifølge Abdullah Kurdi ville familien gerne til Sverige.
/ritzau/