Ud fra deres praktiske og forskningsmæssige erfaring fastholder de, at kommunalpolitkerne bør forblive amatører. De afviser de at kommunalpolitikerne skal gå ind i et kapløb med forvaltningen om at blive bedre ”managere” end disse, det er dømt til at mislykkes og giver ikke mening; de afviser også at politikerne reduceres til ”netværkere”, som alene koncentrerer sig om at involvere alle berørte og som politiske proceskonsulenter søger at (gen)skabe forbindelsen mellem kommunen og borgerne i storkommunernes tid.
Bogomtale
Vi anmelder jævnligt nye bøger eller får indlæg fra forfattere. Find alle tidligere boganmeldelser her.
Vil du selv være anmelder? Skriv til redaktionen (klik her)
Analysen peger ellers på behovet for vidtgående skift, hvis kommunalpolitikerne skal spille en fornuftig rolle i kommunerne: Sagsbunkerne, dvs. omfanget af papir, der skal tages stilling til er vokset markant og tidsforbruget øges; kompleksiteten af sagerne, dsv. at håndtere den virkelighed kommunen producerer og påvirker i, er øget, det gør arbejdet sværere og det kræver så bedre kompetencer; forvaltningens indflydelse er af selvsamme grunde vokset betydeligt hvilket lever yderligere mindre spillerum til politikeren.
Læs også indlæg fra en af forfatterne: Lad dem være som de er. Lokalpolitikerne
Men Kjær og Madsen peger på, at politikerne kan noget forvaltningen og borgerne ikke kan, og at det er dette de skal beholde og udvikle: Dømmekraft, politiske grundholdninger og mangfoldighed.
Dømmekraft – som ikke er noget man kan uddanne sig til (en klog mand sagde engang, at dømmekraft er kombinationen af relevant viden og intuition).
Politiske grundholdninger er noget forvaltningen ikke har eller i hvert fald ikke må anvende.
Sociale erfaringer og tilsammen en mangfoldighed i erhverv, som afspejler borgernes, det har forvaltningen ikke.
Det er disse styrker kommunalpolitikerne skal fastholde og udvikle. Og det sker ifølge forfatterne ikke på Kattegatkurser og traditionel efteruddannelse. Snarere – peger de to forfattere på – er det en genoplivelse af arbejdet i partiforeningerne og debat med andre politikere og offentligheden om selv politikerrollen og hvordan den udøves.
De peger også på det initiativ, som Slagelse Byråd har taget med en slags ”byrådshøjskole”. Man kunne også – det gør de ikke - nævne Hedensteds arbejde med nye involveringsformer eller Gentoftes med ændring af udvalgsarbejdet til ad hoc-sager, som man så går i dybden med.
Det er netop på ”hvad bør der gøres” man kunne savne mere konkrete anvisninger. Det er forståeligt at forfatterne afviser udannelse og ”professionalisering”, men hvad så?
Forfatternes forslag til handlinger i form af fem ”leveregler” (se figuren) gør det ikke alene. Måske bør disse leveregler udvikles i den kommende tid sammen med netop kommunalpolitikerne? Var det en ide for Den Lokalpolitiske tænketank?
Hvis ikke vi finder konkrete former at skabe den gode amatør ender lokalpolitikerne med at blive stemmekvæg for en lille elite af borgmester, direktion og nogle få udvalgsformænd mv.
Om bogen De sidste sande amatører – Kommunalpolitikerne og deres rolle i det lokale demokrati af Carsten Lê Madsen og Ulrik Kjær udkommer hos Gyldendal Business den 18. september 2015 Om forfatterne Carsten Lê Madsen er direktør for Næstved Sprog- og Integrationscenter. Ulrik Kjær er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.
