Foto: Steen Brogaard

Britt Bager er Venstres næste statsrevisor

Politik

29/05/2018 11:55

Freja Eriksen

De nuværende statsrevisorer sidder indtil oktober. Partierne er i færd med at udpege deres efterfølgere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Politisk ordfører Britt Bager (V) bliver udpeget som ny statsrevisor for Venstre, når de nuværende statsrevisorers periode udløber til oktober.

Det oplyser gruppeformand Karen Ellemann (V).

Partiets nuværende statsrevisor er tidligere gruppeformand Søren Gade. Men han forlader dansk politik næste år, fordi han vil forsøge at blive valgt til EU-Parlamentet.

Statsrevisorerne er en uafhængig institution under Folketinget. Deres opgave er at overvåge, at statens penge bruges, som Folketinget har aftalt.

De seks statsrevisorer udpeges som udgangspunkt af Folketingets seks største partier. Men der kan godt indgås aftaler partierne imellem, som betyder, at mindre partier også får en statsrevisor.

For eksempel har De Radikale ret til at udpege en statsrevisor som følge af en aftale, partiet indgik med Socialdemokratiet i forbindelse med seneste folketingsvalg.

De Radikale oplyser, at partiet genudpeger sin nuværende statsrevisor, Klaus Frandsen. Han er tidligere landsformand for partiet, men sidder ikke i Folketinget.

Dansk Folkepartis nuværende statsrevisor, Henrik Thorup, fortsætter også. Og hvis de nye statsrevisorer vælger at følge traditionen, vil han blive statsrevisorernes nye formand.

Han vil nemlig være den af vagthundene, der har længst anciennitet, når den nuværende formand, Peder Larsen (SF), stopper.

Henrik Thorup er gift med Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).

Også Socialdemokratiets nuværende statsrevisor, gruppeformand Henrik Sass Larsen, fortsætter, oplyser partiet.

Folketinget ventes at godkende partiernes indstillinger til statsrevisorer inden sommerferien.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.