Corydon og Mette F afviser at diskutere højredrejning

Politik

03/02/2014 11:09

Nick Allentoft

Finansminister Bjarne Corydon vil ikke tale om, hvorvidt den nye regering kommer til at trække mere mod højre. SR-regeringen skal ikke trække til højre, fastslår beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Finansminister Bjarne Corydon (S) vil på vej ind i Statsministeriet ikke svare klart på, om politikken med den nye SR-regering kommer til at trække mere til højre.

- Vi holder fuldstændig kursen, og den går fremad, siger Bjarne Corydon.

Dermed smyger finansministeren sig ud om et af de store spørgsmål, som vil præge mandagens store rokadedag. 

Efter sidste uges farvel til SF, som kæmpede for at trække regeringen mere til venstre, spekulerer både opposition, fagbevægelse og iagttagere i, at regeringen måske vil se mere mod højre side i Folketinget.

Spørgsmål: Bliver det ikke en mere blå politik med den nye regering, der blandt andet kommer til at lave beskæftigelsesreform med de borgerlige?

- Det bliver lige præcis den politik, som Socialdemokraterne og De Radiale ønsker, siger Bjarne Corydon og tilføjer:

- Vi har vist, at blokpolitik ikke er nødvendig, og at vi kan samarbejde bredt om de vigtige ting også til venstre side. 

Han mener, at det nye ministerhold indeholder en masse "stærke kolleger".

- Det ser lovende ud. Der er virkelig mange dygtige kolleger, og de er i kampform alle sammen, siger Bjarne Corydon, som blandt andet kan se frem til at arbejde tættere sammen med Morten Østergaard, der skifter fra posten som uddannelsesminister til skatteminister.

- Det var sørgmodigt forleden, men nu er det en ny regering og en frisk start for os alle, siger finansminister Bjarne Corydon.

Mette F: Regeringen bliver ikke mere blå

Venstre kan godt glemme alt om, at SR-regeringen bliver mere blåtonet, fordi SF forleden forlod regeringen efter to et halvt år.

Det understreger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) før regeringens første ministermøde, inden de nye ministre præsenteres for dronning Margrethe, som siger farvel til seks SF-ministre. 

- Denne regering skal selvfølgelig ikke trække til højre. Vi er en centrum-venstre regering. Vi skal stå solidt dér, hvor vi står som regering, siger Mette Frederiksen.

Hun frygter ikke et samarbejde med De Radikales Manu Sareen som ny socialminister.

- Det kommer til at gå godt. Manu Sareen har arbejdet på området blandt andet med udsatte unge. Det er en kæmpe fordel, når man skal være socialminister. Regeringens politik fortsætter jo, selv om der kommer nye ministre, siger Mette Frederiksen.

Regeringen forbereder en beskæftigelsesreform om jobcentre efter rapporten fra Carsten Koch-udvalget, som vil sætte virksomhederne mere i centrum og fjerne seks ugers selvvalgt uddannelse for de ledige. 

Regeringen har forlig på beskæftigelsesområdet med de borgerlige. Venstre vil finde tre-fire milliarder kroner, men det er urealistisk, mener Mette Frederiksen.

- Vi arbejder lige nu med regeringens udspil på beskæftigelsesområdet. Så går vi til forhandlingsbordet, siger hun.

Spørgsmål: - Kan du finde tre-fire milliarder kroner?

- Nej. Det er et fuldstændig urealistisk tal. Vi bruger godt to milliarder kroner om året på dagpengemodtagere på beskæftigelsesområdet. Så det er snak og råberi forud for forhandlingerne, mener Mette Frederiksen og tilføjer:

- Lad os nu få dem ind til bordet. Så får vi lavet en god aftale for de arbejdsløse.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.