Dansk bundplacering for ældres liv undrer Ældre Sagen

Velfærd

01/10/2013 11:36

Freja Eriksen

Dårligere sundhed placerer i undersøgelse Danmark langt under nabolandene i forhold til ældres livskvalitet

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmarks kedelige placering helt nede på 17. pladsen over, hvilke lande det er bedst at blive gammel i, kommer noget bag på Ældre sagen. 

I den første globale undersøgelse af livskvalitet for ældre i 91 lande over hele kloden, ligger Danmark klart under de andre nordiske lande. I undersøgelsen fra den britiske bistandsorganisation Help Age International er Sverige og Norge nummer et og to, mens Island og Finland er på 9.- og 15.-pladsen.

Når Danmark falder igennem i forhold til vore nabolande, så skyldes det især en dårlig score på sundhedsområdet, hvor Danmark blandt de 91 deltagerlande ender helt nede på en plads som nummer 40.

Sammenlignet med mønsterlandet Sverige så skal en gammel dansker forvente at leve et år mindre. 

Desuden viser sammenligningen, at en gennemsnitssvensker kan regne med to års længere levetid i den sidste ende, hvor man stadig er rask og ikke fejler det store.

At danskernes helbred ikke er i toppen, kommer ikke bag på souschef Jens Højgaard fra Ældre Sagen.

- Det er jo velkendt, at vi generelt i Danmark drikker og ryger for meget og spiser for usundt og motionerer for lidt. Det er jo ikke specielt for de ældre. Men til gengæld så kommer regningen for et mindre sundt liv selvfølgelig i den sidste ende, siger han.

Til gengæld så viser undersøgelsen også, at mange flere ældre svenskere føler en mening med livet, end ældre danskere gør. Og det undrer Jens Højgaard.

- At svenskerne skulle være så meget mere tilfredse med livet, er overraskende. Det passer ikke rigtigt med tidligere lykkeundersøgelser, hvor Danmark normalt ligger i top eller til andre undersøgelser, vi i Ældre Sagen selv har lavet, siger han.

- Men det er da tankevækkende, at vi i forhold til sammenlignelige lande ligger så langt nede i tabellen. Så vi vil da i Ældre Sagen granske tallene for nærmere forklaringer. Og det håber vi da også, at myndighederne vil gøre.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.