Dansk erhvervsliv tror på fremtiden

Ledelse

28/03/2014 09:50

Erhvervslivet ryster stille og roligt den økonomiske krise af sig. End ikke situationen på Krim påvirker.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Opsvinget fortsætter i dansk økonomi. Omend i behersket tempo. Det viser de såkaldte konjunkturbarometre fra en række brancher fra Danmarks Statistik.

- Erhvervslivets konjunkturforventninger har samlet set siden sidste sommer haft en svagt positiv tendens med en indikation af, at det begynder at gå bedre, siger Michael H.J. Stæhr, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

I Danske Bank understøtter dagens tal forventningen om vækst i dansk økonomi igennem 2014.

- Kigger man nærmere på industriens konjunkturbarometer, så trækkes det i øjeblikket op af, at det går fortsat bedre i europæisk økonomi, siger cheføkonom Steen Bocian, Danske Bank.

- Det er godt nyt for dansk industri, da den danske industri er meget afhængig af eksport, så giver det naturligt dansk industri et løft, når det begynder at gå bedre på vores vigtige eksportmarkeder, siger han.

Situationen på Krim og den danske eksport til Rusland giver ikke anledning til bekymrede miner hos dansk erhvervsliv.

- Selv om Krim-krisen endnu ikke synes at have mindsket optimismen i industrien, så er det dog værd at holde fast i at Krim-krisen har potentiale til at sætte det ventede opsving på standby, siger Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit.

- Det kræver dog efter vores opfattelse, at der sker en yderligere eskalering af konflikten til egentlige sanktioner af samhandlen imellem Rusland og Vesten, eller i værste fald egentlige krigshandlinger. Der er vi heldigvis ikke endnu, siger han.

Også byggeriet er i forårshumør - og optimismen ligger i det højeste niveau siden starten af 2008.

- En del af forklaringen er naturligvis, at byggeriet her i det nye år får en hjælpende hånd fra oprydningen efter orkanerne Allan og Bodil, et fortsat højt investeringsniveau i den offentlige sektor samt ikke mindst bedringen på boligmarkedet, siger Tore Stramer.

Hos byggeriet var der ved udgangen af marts sikret fire en halv måned arbejde i ordrebøgerne. I marts 2012 lå antallet af sikrede måneder på 3,7, viser tallene.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.