Det er overvejende positive vendinger, der kommer fra en række af landets organisationer og forbund, efter at en reform af erhvervsuddannelserne er faldet på plads.
* Dansk Industri, administrerende direktør Karsten Dybvad:
- Aftalen om erhvervsuddannelserne vil være med til at gøre næste generation af faglærte dygtigere. Det er præcis, hvad erhvervslivet efterspørger.
- Dygtige og motiverede faglærte er en vigtig forudsætning for, at virksomhederne kan klare sig i konkurrencen med udlandet. Og kravene bliver stadig større.
* Dansk Metal, uddannelseschef Per Påskesen:
- Det er en ganske god reform, der imødekommer mange af vores ønsker og krav. Og så var det i øvrigt på høje tid, at politikerne fik gjort noget ved det her område.
- I alt for mange år har vi oplevet politisk passivitet alt imens tusindvis af unge ikke gennemførte en uddannelse og fremtidens mangel på faglært arbejdskraft blot voksede.
* Dansk Byggeri, uddannelseschef Louise Pihl:
- Det er en reform, der sender et klart signal om, at politikerne ønsker, at flere dygtige unge skal vælge en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen. Det er vi rigtigt godt tilfredse med.
- Erhvervsskolerne skal ikke være opbevaringsplads for unge, som ikke ved, hvad de vil. Med reformen får de helt unge mulighed for at træffe et mere kvalificeret valg af uddannelse.
* Tekniq Installatørernes Organisation, underdirektør Tina Voldby:
- Der er behov for reformen, og målene er helt rigtige. Vi skal have flere til at tage en erhvervsuddannelse, tiltrække flere af de dygtigste unge og hæve det faglige niveau i uddannelserne, så flere gennemfører på et højere niveau.
* Dansk Arbejdsgiverforening, direktør Henrik Bach Mortensen:
- Danske virksomheder kan nu se frem til at få flere og bedre uddannede faglærte. Retningen er sat, men det vil kræve vedholdende, målrettet arbejde af alle, der har aktier i erhvervsuddannelserne at realisere aftalen.
* Ingeniørforeningen, formand Frida Frost:
- Reformen kan forhåbentlig medvirke til, at Danmark på lang sigt får uddannet flere ingeniører, så vi som samfund ikke går glip af vækst, og i den sammenhæng spiller erhvervsskolerne en central rolle som rekrutteringsgrundlag for ingeniøruddannelserne.
/ritzau/