DF og S i nyt pres: Thyra Frank må tage afstand fra Lotte-fejl

Politik

24/02/2017 16:24

Nick Allentoft

Det er et "rigtig, rigtig stort problem", hvis ældreministeren ikke tager afstand fra lovbrud, lyder det.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti afkræver konkrete svar fra ældreminister Thyra Frank (LA) og en "klar afstandtagen" fra den praksis, der var på plejehjemmet Lotte i hendes tid som forstander.

- Og vi stiller os ikke tilfreds med endnu en omgang vævende snak, siger ældreordfører Jeppe Jakobsen (DF).

Læs alt om Lotte-sagen

- Nu skal der falde nogle helt konkrete svar, hvor ministeren tager afstand fra den praksis, der var på Lotte i forhold til ikke at reagere på henvendelser fra tilsyn.

Det er svært at samarbejde med en minister, der ikke accepterer rigets love, lyder budskabet.

Siddende ved siden af DF-ordføreren på sit eget kontor på Christiansborg tilføjer Socialdemokratiets ældreordfører, Astrid Krag:

- Vi har brug for klare svar om, hvad der skete, når man så stort på henvendelser fra arbejdstilsynet og embedslægens tilsyn – og en klar afstandtagen fra det. 

- Ellers har ministeren ikke nogen troværdighed til at sige, at hun forventer, at alle andre overholder love og regler.

I januar krævede Folketingets to største partier en redegørelse fra ældreministeren, efter sagen om at Thyra Frank som plejehjemsforstander kopierede lovpligtige arbejdsmarkedsvurderinger fra et andet plejehjem.

Men svarene fra ministeren er ikke tilfredsstillende for S og DF, og Thyra Frank har afvist at gå i detaljer med tiden på Lotte.

Adspurgt hvad det vil komme til at betyde, hvis Thyra Frank ikke leverer de efterspurgte svar, svarer Jeppe Jakobsen:

- Jeg har ret stor tiltro til, at ministeren kommer til at lytte til Folketingets to store partier. 

- Hvis vi ikke får svar, har vi en anden situation. Det er selvfølgelig en alvorlig situation, hvis en minister fastholder sin ret til at handle i modstrid med lovgivningen.

Spørgsmål: Har I tillid til ministeren, hvis hun ikke tager afstand og giver de svar, I efterlyser?

- Det er en situation, vi kommer til at forholde os til, hvis det sker. Men det er klart, at det er en alvorlig sag, hvis en minister ikke tager afstand fra brud på den gældende lovgivning. Det er et rigtig, rigtig stort problem.

Jeppe Jakobsen pointerer, at det ikke er ham i DF, der vælter ministre - og at "det heller ikke er sådan, at vi går og diskuterer, hvilke ministre vi skal vælte hvornår":

- Udgangspunktet er, at vi skal samarbejde med regeringen, siger han.

Især Astrid Krag er blevet beskyldt for at drive hetz mod ældreministeren. Men S-ordføreren fastholder, at det er "meget problematisk" med en minister, der ikke har fulgt lovgivningen - og ikke beklager det.

Jeppe Jakobsen bakker sin ordførerkollega fra den anden fløj op:

- Når hele årsagen, til at man blev ældreminister, var ens erfaring som forstander for et plejehjem, så må man også stå til ansvar for, hvad der foregik på det plejehjem. 

De to partier indkalder også ministeren i et nyt samråd om anmærkningerne af Lottes håndtering af beboernes medicin.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.