DF stiller krav til reform: Regionerne skal afskaffes

Politik

08/08/2018 11:09

Nick Allentoft

En ny sundhedsreform skal involvere, at regionerne lukkes, mener Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Sygehuse skal ikke styres fra København, siger Socialdemokratiet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En afskaffelse af regionerne bliver et af Dansk Folkepartis vigtigste ønsker til en sundhedsreform. Det siger partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, til Politiken.

Regionernes fremtid bliver en politisk slagmark, når efterårets sundhedsreform skal forhandles på plads. 

Regeringen planlægger strukturelle ændringer, hvor man flytter en lang række opgaver fra regioner til stat, kommuner og almen praksis. I stedet vil Dansk Folkeparti gå mere hårdhændet til værks.

- Vores bud er, at staten driver de specialiserede sygehuse, som i højere og højere grad er blevet udviklet, siger Kristian Thulesen Dahl i et interview med Politiken.

- Kommunerne skal derefter have en pligt til at have et grundlæggende beredskab til de folk, der kommer hjem fra sygehuset og har brug for hjælp.

En afskaffelse af regionerne er blandt partiets "vigtigste" krav til en ny sundhedsreform, forklarer Thulesen Dahl, der mener, at det er på tide at tage fat om nældens rod.

Regeringspartierne Liberal Alliance og De Konservative ser også gerne regionerne afskaffet, mens Venstre er åben for "strukturelle ændringer" og vil bevare regionerne, hvis hovedopgave er at styre det danske sundhedsvæsen.

LA's politiske ordfører, Christina Egelund, understreger, at hendes parti deler DF's synspunkt på området. 

- Det er unødvendigt bureaukrati med det ekstra led, som regionerne er, siger Egelund.

De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, konstaterer, at partiet aldrig har ønsket regionernes eksistens.

- Der er meget stor forskel på det sundhedstilbud, borgerne får, alt efter hvilken region de bor i. Det kan vi ikke være tilfredse med, siger hun.

 

S er direkte imod

Det er den forkerte vej at gå. Det mener Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.

- Det er ikke løsningen på sundhedsvæsnets udfordringer at nedlægge regionerne. Svaret er at videreudvikle regionerne og styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i alle dele af Danmark, siger han.

- Når man taler om at nedlægge regionerne, så vil det også betyde en centralisering. Det er grundlæggende en rigtig god idé, at det eksempelvis er nordjyderne, som bestemmer, hvilken sundhedsbehandling der gives i Nordjylland. Det skal ikke være beslutninger, der flyttes til København eller andre steder, siger Wammen.

DF vil have, at staten overtager sygehusene. Og kommunerne skal tage sig af behandlingen før og efter et hospitalsophold.

Regionerne blev dannet i 2007. Det var med nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen. Dengang var han indenrigs- og sundhedsminister. 

Efterfølgende har Venstre selv talt om at afskaffe regionerne. Eksempelvis op til 2011-valget. 

I dag vil partiet bevare regionerne, men er åben for "strukturelle ændringer" som sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) formulerer det til Politiken.

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), forstår ikke logikken bag Dansk Folkepartis forslag om at nedlægge regionerne.

- Regionerne er der ikke for regionernes skyld. Regionerne er der, fordi vi er rigtig gode til at drive sundhedsvæsnet. Vi har vist en lang række forbedringer over de sidste ti-elleve år. Det vil vi gerne blive ved med at gøre, siger hun til Ritzau.

- Som regionspolitiker får man lov til ikke kun at beskæftige sig med de store linjer, som man gør fra statens side, men også interesse sig for nogle af de ting, der er tættere på driften og dermed påvirke sundhedsvæsnet.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.