Fagforbundet for jurister og økonomer, Djøf, har en ledighedsprocent på 43,3 blandt unge nyuddannede. Den gruppe mangler der at blive taget hånd om i de anbefalinger, som Carsten Koch-udvalget er kommet med for en ny beskæftigelsesindsats.
Det mener Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf.
- Alt for mange nyuddannede akademikere kan ikke få foden indenfor på arbejdsmarkedet, og det har vi simpelthen ikke råd til, siger Lisa Herold Ferbing.
Blandt de højtuddannede har man lavet Akademikerkampagnen. Her forsøger man at få kontakt mellem de ledige og virksomhederne. Og Djøf foreslår et initiativ på linje med den type initiativ.
- Et match af ledige og virksomheder kunne oplagt kombineres med korte, virksomhedsintroducerende kurser i stedet for de seks ugers kurser, udvalget lægger op til at fjerne, siger Lisa Herold Ferbing.
I den anden grøft finder man Dansk El-Forbund. Her havde formanden Jørgen Juul Rasmussen gerne set, at udspillet var mere visionært.
- Overordnet skal der åbenbart ikke stilles nogen krav til arbejdsgiverne i fremtidens arbejdsmarkedspolitik. Det er også ret skuffende, lyder det fra formanden.
Og mens man i Djøf har forståelse for, at seks ugers selvvalgt kursus ryger ud, så er det bestemt ikke på elektrikernes ønskeseddel.
- Det er muligt, at for eksempel akademikerne ikke får noget udbytte af det, men det gør for eksempel elektrikerne. Hvorfor fjerne noget fra alle, fordi det ikke fungerer for bestemte grupper, siger Jørgen Juul Rasmussen.
Dansk El-Forbund ser dog også positive elementer i anbefalingerne.
- Det er fint, at det hidtidige samtalecirkus droppes, og at den arbejdsløse i højere grad selv kan vælge, om man vil starte forløbet sammen med jobcentret eller a-kassen, siger forbundets formand.
/ritzau/