DR: Skat stævner for milliarder i USA

Velfærd

23/05/2018 10:40

Freja Eriksen

Skat har stævnet en række amerikanske enkeltmandspensionskasser og deres ejere, ifølge DR Nyheder.

I sagen om svindel med udbytteskat forsøger Skat at få tilbagebetalt over to milliarder kroner. 

Det fremgår af over 40 stævninger, som advokater i USA i løbet af maj på vegne af Skat har anlagt mod en lang række amerikanske enkeltmandspensionskasser og deres ejere.

Det skriver DR Nyheder.

I 2015 blev det afsløret, at den danske statskasse var blevet lænset for mere end 12 milliarder kroner af svindlere. De foregav at eje aktier i danske virksomheder og derved have krav på at få refunderet skat af udbyttet.

Siden da har myndighederne forsøgt at få pengene tilbage. 

Historierne om Skat

Læs meget mere om skandalerne og planerne med Skat på tema-siden her. 

Onsdag klokken 11.30 vil skatteminister Karsten Lauritzen (V) give en orientering om fremskridt i sagen om udbytteskat.

I weekenden skrev det amerikanske finansmedie Bloomberg, at det danske skattevæsen har anlagt "mere end tre dusin" retssager mod amerikanske pensionskasser i et forsøg på at få nogle af milliarderne tilbage.

Skat bekræftede over for Ritzau, at der føres forskellige civilretlige tiltag i flere lande. Men Skat ønskede ikke at komme med nærmere detaljer.

Steen Bechmann Jacobsen, der er direktør for særlig kontrol i Skat, skrev i en mail følgende om sagen:

- Disse bestræbelser består blandt andet i en række forskellige civilretlige tiltag i flere lande, hvor der kan være mulighed for at søge udbyttet inddraget eller anlægge civile retssager og gøre erstatningskrav gældende.

- Af hensyn til gennemførelsen og effekten af disse civilretlige tiltag kan Skat ikke udtale sig nærmere herom.

Ifølge DR Nyheder har Skat anlagt stævninger ved domstole i blandt andet New York, New Jersey, Massachusetts, Ohio og Florida.

De over 40 stævninger rummer samlet et krav på over to milliarder kroner. Men det tal kommer ifølge DR Nyheders oplysninger til at vokse i takt med, at Skat anlægger flere stævninger i USA.

Af stævningerne fremgår det ifølge DR Nyheder, at i alt 277 amerikanske enkeltmandspensionskasser er involveret i sagen.

Overblik: Sådan blev Skat snydt for milliarder

  • Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat.
  • Det er sket på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation. 
  • Udbytteskat er den skat, som betales af et udbytte på aktier eller andele i selskaber eller foreninger.
  • Skatten for danske selskaber er på 27 procent, mens selskaber i udlandet ikke skal betale skat af udbyttet af deres aktier.
  • Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden at de har ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for. 

Kilde: Skat.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.