Mens regeringen selv fremhævede det stærke fokus på klima i sit energiudspil, da det blev fremlagt i april, vil en stor del af pengene i udspillet ifølge eksperter ikke gavne klimaet.
Frem mod 2025 går hver tredje krone i milliardudspillet til at lempe afgiften på danskernes strømforbrug - kaldet elafgiften.
Fra 2025 vil andelen stige til mere end 40 procent, svarende til cirka 1,5 milliarder kroner om året, viser et regeringsnotat. Det skriver Jyllands-Posten.
Bæredygtighed
Vi samler de væsentlige historier om bæredygtig omstilling her.
- Der er ikke det store klimaperspektiv i at sænke afgiften på det generelle elforbrug, faktisk kan det på kortere sigt være lidt problematisk, siger Peter Birch Sørensen, økonomiprofessor på Københavns Universitet og formand for Klimarådet, der rådgiver regeringen om grøn omstilling.
En lavere elafgift vil betyde et højere elforbrug og dermed et højere CO2-udslip, påpeger han over for Jyllands-Posten.
Klimarådet har foreslået, at man omlægger energiafgifterne - herunder elafgiften - til en generel CO2-afgift.
Ifølge Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, rokker milliardlempelsen af elafgiften ved regeringens fremstilling af sin plan som "det mest grønne energiudspil nogensinde".
Det var en benævnelse, som erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) brugte, da udspillet blev fremlagt.
- Når elementer, som ikke fremmer den grønne omstilling, fylder så meget, kan man kalde det et skatteudspil eller et generelt energiudspil - det er politisk helt legitimt.
- Men det er svært at kalde det et helstøbt grønt energiudspil, siger Brian Vad Mathiesen til Jyllands-Posten.
Socialdemokratiet finder regeringens prioritering af afgiftslempelser frem for andre tiltag som for eksempel udbygning af vindmøller "helt skæv".
Venstres energiordfører, Thomas Danielsen, fastholder, at en lavere elafgift gavner den grønne omstilling, selv om den øger CO2-udslippet "på kort sigt"