Enhedslistens afgående borgmester beholder halv million i dobbeltløn

Politik

18/12/2017 22:53

Nick Allentoft

Morten Kabell skifter til chefjob og får halv million kroner med på vejen trods tidligere kritik fra partiet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell (EL) skifter til et chefjob i det private erhvervsliv fra januar.

Samtidig modtager han omkring en halv million kroner fra de offentlige kasser i eftervederlag. Som afgående borgmester har han ret til et eftervederlag svarende til 501.896 kroner.

Det skriver DR Nyheder.

- Jeg kan godt se problemstillingen med dobbelthyre. Det synes vi normalt ikke, er særlig smart. Det er noget, vi må have en snak om på et bestyrelsesmøde, siger Henrik Poulsen, der sidder i bestyrelsen for Enhedslisten i København.

Morten Kabell ønsker overfor DR Nyheder ikke at stille op til interview, men skriver følgende i en kommentar til DR:

- Hvis man skal ændre noget, skal man få Folketinget til at ændre reglerne. Det har Enhedslisten tidligere foreslået, og jeg er her som altid helt enig med mit parti.

Hans pressechef, Morten Rixen, bekræfter, at Morten Kabell har "tænkt sig at følge reglerne" og modtage de 501.896 kroner i eftervederlag fra Københavns Kommune.

Der vil ikke ske en modregning i eftervederlaget, selv om Morten Kabell starter i et nyt job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Company.

Morten Rixen tilføjer, at Morten Kabell ikke ønsker at oplyse, hvad han får i løn i sit nye chefjob.

Enhedslisten har tidligere været stærkt kritisk over for politikere, der modtager dobbeltløn.

Eksempelvis beskyldte partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, daværende forsvarsminister Carl Holst for "grådighed" og for "pamperi".

For to år siden blev han kritiseret, fordi han modtog eftervederlag fra sit tidligere job som formand for Region Syddanmark samtidig med sin ministerløn.

Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) får lidt over en million kroner i eftervederlag. Det samme gør SF's sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen.

Anna Mee Allerslev (R), der fratrådte posten som integrations- og beskæftigelsesborgmester umiddelbart inden valget, får 878.318 kroner.

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) får 501.896 kroner ifølge DR Nyheder.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.