Hvis der er huller i EU's ydre grænsekontrol, så må landene have lov til at opretholde en midlertidig kontrol ved deres egne grænser.
Det er en af konklusionerne fra EU-topmødet i Bruxelles, hvor EU-lederne torsdag har diskuteret migration med særlig fokus på illegale migranter.
Grænsekontrollen vender tilbage i Europa
Den frie bevægelighed er under pres. Vi har oprettet en temaside, hvor du kan finde alle væsentlige historier om den tilbagevendende grænsekontrol i Europa. Læs mere her.
På topmødet kom spørgsmålet om grænsekontrol også op. Danmark er blandt de lande, som i lyset af tilstrømningen har indført grænsekontrol, selv om det går imod tankerne om åbne grænser i Schengen-landene.
Det danske ønske om at forlænge grænsekontrollen har flere gange mødt modvilje i EU-Kommissionen. Men nu får Danmark og andre lande med ønske om at forlænge kontrollen ved de nationale grænser et rygstød.
- Landene bekræftede, at de har et mål om at vende tilbage til Schengen. Men også at det mål skal justeres efter situationen ved de ydre grænser, siger en højtstående embedsmand og tilføjer:
- Der skal være styr på de ydre grænser, for at man kan løfte kontrollen ved de indre grænser.
I de skriftlige konklusioner fra topmødet er beslutningen dog noget mere uldent formuleret.
Her skriver landene, at der er taget "vigtige skridt" for at styrke kontrollen ved de eksterne grænser og komme "tilbage til Schengen ved at justere de midlertidige interne grænsekontroller, så de reflekterer det nuværende behov".
Bag det knudrede sprog gemmer der sig dog ifølge den højtstående EU-embedsmand en vigtig erkendelse.
Nemlig, at der er en "åbenlys" sammenhæng mellem effekten af kontrollen ved EU's ydre grænser og behovet for kontrol ved de indre grænser.
Formelt er det EU-Kommissionen, som skal give de enkelt landene lov til at forlænge den midlertidige grænsekontrol.
Men nu får kommissionen altså et klart signal fra de 28 stats- og regeringsledere. Og det er vigtigt for Danmark og andre lande, der ønsker at kontrol ved de nationale grænser, siger en anden EU-diplomat.
- De tillader Danmark og andre lande at forlænge grænsekontrollen, hvis det er nødvendigt, siger EU-diplomaten.
Ud over Danmark ønsker også Norge, Sverige, Tyskland og Østrig at opretholde midlertidig grænsekontrol. EU-Kommissionen har hidtil kun givet landene tilladelse til at have grænsekontrol frem til 12. november.
Men den bør forlænges yderligere, skriver landene i et brev til EU-Kommissionen, som det norske nyhedsbureau NTB har set.
I brevet henviser landene blandt andet til svagheder i Grækenlands kontrol med EU's ydre grænse. Landene er også bekymrede for den fortsatte strøm af mennesker fra Nordafrika til den italienske ø Lampedusa.
Samtidig henviser de fem lande til, at flygtninge har begået en stribe terrorangreb i Europa det seneste år.
I brevet nævner landene ifølge NTB terrorangrebene i Paris i november 2015, terrorangrebet i Bruxelles i marts samt to angreb udført af flygtninge i Tyskland denne sommer.
- Dette har vist, at terrorgrupper sandsynligvis vil forsøge at udnytte svagheder i grænsekontrollerne, hedder det i brevet, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ifølge NTB har underskrevet på Danmarks vegne.
/ritzau/