Klokken 12 præsenteret finansminister Bjarne Corydon en finanslov vedtaget med SF og Enhedslisten. Her er et udvalg af reaktionerne på aftalen:
* Peter Christiansen, finansordfører i Venstre:
- Finansloven rummer ikke et eneste vækstskabende initiativ. Det er forstemmende i en situation, hvor der har været negativ vækst i Danmark to år i træk, og hvor der kun er udsigt til meget lille vækst i år.
- Samtidig er det decideret dumt, at regeringen nu vil afskaffe BoligJobordningen, som har været en kæmpe succes. Den har ifølge Dansk Byggeri skabt 5000 arbejdspladser og har været brugt af tusindvis af danskere.
* Søren Pape, formand for Det Konservative Folkeparti:
- Det er dybt beskæmmende, at man nu vil afskaffe den gensidige forsørgelse for kontanthjælpsmodtagere. Det er en grundlæggende værdi, at man tager hånd om sig selv og sine.
- Derfor er det direkte umoralsk, når nogen synes, at det er helt i orden at gå over til naboen og banke på og bede dem betale, før man har gjort alt, hvad man kunne for at tage vare på sig selv og sine.
Administrerende direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov:
- Kontanthjælpssystemet bør være for de borgere, der ikke kan forsørge sig selv, eller som ikke kan forsørges af deres familie. Fremover vil der være ledige kontanthjælpsmodtagere, der godt kunne forsørge sig selv. Det er urimeligt, at skatteyderne skal finansiere det.
- Regeringen har denne gang valgt at gå baglæns på reformvejen. Regeringens tidligere reform af kontanthjælpen tilbagerulles, og der indføres nye ydelser. Al erfaring viser, at nye offentlige ydelser skaber flere offentligt forsørgede.
* Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal:
- Dagens aftale om Finansloven for 2015 er grundlæggende fornuftig og ansvarlig. Særligt fordoblingen af skattefradraget for faglige kontingenter tæller på plussiden.