Nu står slaget om, hvem der skal overtage deres kaffekopper. For hvem skal pleje fremtidens ældre, og har de overhovedet brug for pasning?
Ja, siger fagforeningen FOA, som vurderer, at der bliver brug for 54.000 nye sosu-assistenter til at fylde pladserne og tage sig af den voksende mængde ældre.
Nej tak, siger arbejdsgiverne, der hellere vil fylde stolene med sygeplejersker, ergoterapeuter, socialpædagoger og andet sundhedspersonale med mellemlange uddannelser.
Står det til kommunerne har den klassiske, ufaglærte hjemmehjælper har snart taget sin sidste opvask.
»Hele set-uppet omkring ældreplejen, som hverdagsrehabilitering er blevet en del af, er blevet anderledes. Andre måder at angribe ældreplejen på giver behov for ændrede kvalifikationer, og ældre bruger i stort omfang muligheden for frit valg og får private firmaer til at gøre rent hjem i deres hjem,« siger Marianne Brinch-Fischer, forhandlingschef i Kommunernes Landsforening, KL, til Ugebrevet A4.
Marianne Brinch-Fischer mener, der bliver brug for flere og bedre uddannede faggrupper i ældreplejen. Det bygger hun dels på, at den rehabiliterende tilgang til ældrepleje betyder, at nogle opgaver falder bort i takt med, at personalet får trænet de ældre til selv at bruge støvsugeren længst muligt.
Samtidig kommer der nye, krævende opgaver til i takt med, at der bliver flere meget syge ældre, som bliver sendt tidligere hjem fra hospitalet. De har brug for alt fra avanceret sårbehandling til medicinhåndtering.
I Lemvig Kommune deler ældrechef Grete Bækgaard Thomsen den analyse. Hun oplever, at gruppen af ældre allerede har ændret sig meget. De er både mindre fysisk nedslidte og har en anden mental indstilling end tidligere.
»Det er blevet sejt blandt ældre at være fit,« siger ældrechefen, som selv er 61 og sammenligner sit liv med løbeture, golf og telt i naturen med sin mormors liv, der – da hun var i samme alder – var begrænset til husarbejde og kaffeslabberas med veninderne.
Samtidig peger Grete Bækgaard Thomsen på, at pasningen af syge ældre i disse år glider fra regionerne til kommunerne.
»Der er ikke nogen, der er raske, når de bliver sendt hjem fra hospitalet. De praktiserende læger sender også i højere grad ældre til kommunen, for eksempel for at få sårpleje. Det havde sygehusene tidligere taget sig af. Opgaveporteføljen i kommunerne vil ændre sig over tid,« vurderer Grete Bækgaard Thomsen.
Hun peger på, at det stiller krav til kommunernes plejepersonale.
Når ældre med komplicerede sygdomsforløb lægger beslag på eksempelvis sygeplejersker, kan sosu-assistenter overtage håndteringen af medicin for de syge ældre, der er i stabile forløb.
Den daglige kontakt med de ældre i hjemmet kræver også, at personalet kan lave både øvelser og genoptræning, der vedligeholder eller genoptræner de ældres arbejdsevne.
Alt i alt barberer den udvikling de lavest uddannede af de ansatte i ældreplejen, mener både KL og ældrechefen.
Udviklingen kan allerede i kommunerne, viser tal fra KL.
I kommunerne er der fra 2009 til 2013 blevet lidt over 2.000 flere syge- og sundhedsmedarbejdere – for eksempel sygeplejersker. I samme periode er der blevet 6.000 færre sosu’er.
I FOA mener man ikke, at mere krav om uddannelse nødvendigvis er lig med et farvel til sosu’erne. Heller ikke de ufaglærte og kortuddannede.
»Vi kender godt arbejdsgivernes tilgang. Der vil fortsat være brug for sosu-hjælperne. Måske ikke i samme store omfang. Men der vil stadig blive visiteret praktisk hjælp til ældre,« siger Karen Stæhr, som er formand for FOAs social- og sundhedssektor. Hun tilføjer, at der også vil være værdi i at give de kortuddannede sosu-hjælpere mere uddannelse.
»I takt med at den rehabiliterende tilgang bliver indført, vil hjælperne også kunne efteruddannes til at tage del i den. Hjælperne har allerede i dag en forebyggende funktion ved at holde øje med i hjemmet, om de ældre faktisk har fået brug for mere hjælp.«
Sosu-assistenterne, der har en længere uddannelse og kan håndtere medicin, ser Karen Stæhr et endnu større behov for.
»Der kommer flere og flere demente, som kræver langt flere ressourcer, end politikerne og arbejdsgiverne overhovedet vil tale om,« siger Karen Stæhr til Ugebrevet A4.
