Folketinget vil styrke tilsyn med læger

Politik

07/05/2015 11:35

Nick Allentoft

Alle partier i Folketinget vil have undersøgt psykiatersag igen. Pulje til behandling af sindslidelser stryges
Regeringens partier har torsdag forhandlet en politisk aftale om Sundhedsstyrelsens fremtidige tilsyn på plads med sundhedsordførerne fra samtlige partier.   Som led i aftalen skal der nu laves en uvildig undersøgelse af Sundhedsstyrelsens tidligere redegørelse i den såkaldte "psykiater-sag", hvor en psykiater kunne fortsætte med at behandle patienter, selvom han selv var syg.   Det skønnes, at denne undersøgelse alene vil koste 4-4,5 millioner kroner.   Desuden lægger aftalen op til en gennemgang af omkring 1000 åbne tilsynssager med læger.   Gennemgangen skal blandt andet afdække, om styrelsen har taget de fornødne skridt i tilsynssagerne, har overholdt relevante tidsfrister og fulgt op på sagerne, hvis der er kommet indberetninger.    Partierne er blevet enige om at styrke Sundhedsstyrelsens tilsyn med læger og andre sundhedspersoner, og derfor får styrelsen tilført ekstra 46 millioner kroner i perioden 2015 til 2019.   Men pengene til finansieringen af disse undersøgelser finder som bekendt ikke sig selv.   Derfor har partierne nået til enighed om at finde pengene på forskellige puljer, herunder en pulje til "forebyggelse og behandling af sindslidelser" til 5,2 millioner kroner, som alligevel ikke slås op.   Med aftalen vil partierne også skabe større åbenhed og gennemsigtighed om Sundhedsstyrelsens tilsynsopgaver.    Det skal blandt andet ske gennem en lovændring, der fastsætter klare regler for offentliggørelse af Sundhedsstyrelsens tilsynsforanstaltninger over for sundhedspersoner.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.