Som beskæftigelsesminister i SR-regeringen stod Mette Frederiksen i spidsen for en række reformer, der skulle bringe flere tættere på arbejdsmarkedet.
Reformerne var samlet set en succes, men der er grund til at se dem efter i sømmene. Er der noget, der ikke fungerer, skal det laves om, skriver S-formanden i en kronik i Politiken:
- Det siger sig selv, at rammen for den rehabiliterende indsats skal være til stede. Er den ikke det, kan resultatet være både nedværdigende og perspektivløst.
LÆS OGSÅ Reformklemte besøger Mette F i beskæftigelsesministeriet
Reformerne om førtidspension, kontanthjælp og fleksjob bliver kritiseret for at sætte systemet over mennesket og indføre "sengepraktik", hvor syge mennesker sendes i arbejdsprøvning med deres sygeseng.
Mette Frederiksen understreger, at det aldrig var tanken. S-formanden peger ikke på, hvad hun konkret vil ændre på. Men hun nævner muligheden for at lave et regelsæt med "mere albuerum".
- Jeg lover ikke, at vi kan ændre det fra den ene dag til den anden. Men vi vil i gang med det. Med inspiration fra den fingrene-væk-reform, vi har varslet for den offentlige sektor, siger hun i et interview med Politiken. De ressourceforløb, som SRSF-regeringen indførte, fører kun til almindeligt job i tre procent af sagerne, mens 13 procent kommer i fleksjob. Ressourceforløbene blev indført i forbindelse med førtidspensionsreformen i 2012. De skal gøre flere syge og sårbare ledige i stand til at komme i job eller tage en uddannelse frem for at komme på førtidspension. Reglerne trådte i kraft 1. januar 2013 og betyder, at personer under 40 år ikke kan få tilkendt førtidspension, medmindre det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen. Partilederne fra de tre røde partier har alle ytret ønske om at se den omstridte reform efter i sømmene. EL: Mette F. kan kun lovgive sig ud af sengepraktikker Hos Enhedslisten glæder arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen sig over, at Mette Frederiksen "omsider erkender", at der er noget galt med hendes egne reformer.- Men jeg er nødt til at sige til hende, at det kræver lovændringer, hvis vi skal forhindre kommunerne i at sende borgere ud i sengepraktik og andre lige så vanvittige forløb, siger han.
Hvis ikke Mette Frederiksen vil "sætte hårdt mod hårdt" ved at opsige forliget, er hendes melding i Politiken "ren luft", siger Finn Sørensen: - Venstre har jo klart meldt ud, at de ikke vil være med til at ændre loven. De vil kun være med til småjusteringer. Så Venstre blokerer for en grundlæggende ændring af loven. Særligt udskældte er SRSF-regeringens ressourceforløb fra 2013. De betyder, at personer under 40 år ikke kan få tilkendt førtidspension, medmindre det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen. - Ankestyrelsen godkender den ene gang efter den anden de her sengepraktikker. Så er der kun én mulig konklusion, og det er, at loven skal laves om, siger Finn Sørensen. Ud over Mette Frederiksen har også partilederne fra De Radikale og SF ytret ønske om at se ressourceforløbene efter i sømmene. Men SF mener modsat Enhedslisten ikke, at der i første omgang er brug for en lovændring, fortæller beskæftigelsesordfører Karsten Hønge: - Jeg skal ikke afvise, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt med lovændringer. Men hvorfor skulle vi starte med det, når vi har en række muligheder for at få rettet reformen til, så den lever op til sit formål? Ordføreren glæder sig samtidig over Mette Frederiksens "snusfornuftige" udmelding: - Der er helt klart brug for, at vi får rettet reformen til. Det er indlysende, at der er en række kommuner, der læser loven, som fanden læser Bibelen. /ritzau/