En fusion mellem interesseorganisationerne Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL) skal tjene det formål at styrke det decentrale Danmark.
Det siger formændene for organisationerne i forbindelse med lanceringen af planen fredag formiddag.
Fusion KL-Danske Regioner
Kommunernes Landsforening og Danske Regioner planlægger at slå sig sammen. Læs alt om fusionen på vores temaside. Klik her.
- Vi mener, at tiden er inde til at opruste og danne en organisation, der samlet kan repræsentere det decentrale Danmark, siger KL-formand Martin Damm (V), der også er borgmester i Kalundborg.
- Vi får en meget stærkere organisation sammenlagt, og det får borgerne at mærke gennem forbedringer, siger han.
Baggrunden for forslaget om en mulig fusion, der først vil træde i kraft i 2018, er ifølge Damm en reaktion på en voksende centralisering og detailstyring i Danmark.
- Der har siden kommunalreformen været en tendens til politisk og administrativ centralisering i den offentlige sektor. Det betyder, at færre beslutninger træffes tæt på borgerne med forståelse for lokale og regionale behov, siger Martin Damm.
Det decentrale Danmark udgøres af 98 kommuner og fem regioner, som tilsammen leverer de fleste offentlige velfærds- og serviceydelser til borgerne.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), påpeger, at en fusion mellem KL og Danske Regioner vil betyde, at der sker en samling af kommunernes og regionernes interessevaretagelse, men at det ikke vil ændre på kommunernes og regionernes opgaver.
- Vores oplæg til bestyrelserne om en fusion tager afsæt i respekten for den nuværende organisering og arbejdsdeling i den offentlige sektor. Vores fokus er på at sikre maksimal indflydelse for det decentrale Danmark, siger Bent Hansen.
De to formænd er enige om, at en fusion vil gøre borgerne godt i form af mere sammenhæng i velfærden.
- Vi vil kunne levere en mere sammenhængende service. Vi vil blandt andet understøtte et mere sammenhængende sundhedsvæsen og socialområde, siger Bent Hansen.
Han erkender samtidig, at KL er større end Danske Regioner, og at det også vil have betydning for, hvordan magtfordelingen i tilfælde af en fusion vil være.
- Der er ingen tvivl om, at en kommende formand vil komme fra kommunerne, siger han.
Hvis fusionen bliver til virkelighed, er planen, at der bliver to næstformandsposter.
Her sætter regionerne sig på den ene post, mens kommunerne får den anden.
Forslaget om en fusion forelægges i december for bestyrelserne i Danske Regioner og KL.
/ritzau/