Klimaaftalen i Paris bør få regeringen til at se nærmere på afgifter på grøn strøm, mener Dansk Energi.
Klimaaftalen i Paris giver ikke mening, hvis de danske politikere ikke begynder at arbejde på at gøre den grønne omstilling mere attraktiv.
Det siger Lars Aagaard, der er administrerende direktør i Dansk Energi, umiddelbart efter at forhandlerne fra 195 lande er nået til enighed i den franske hovedstad.
- Hjemme i Danmark skal regeringen nu tage fat på arbejdet med at få omlagt energiafgifterne, så de understøtter og ikke modvirker den grønne omstilling.
- Vi kan ikke køre videre med en skattepolitik, hvor afgifterne på den grønne strøm er langt, langt højere end afgifterne på olie. Det giver ikke mening, siger Lars Aagaard i en pressemeddelelse.
Den administrerende direktør forudser, at vejen mod et klimaneutralt energisystem vil kræve enorme investeringer i produktion af energi, omstilling af kraftværker fra kul til biomasse samt distribution og styring af energi. - Dagens aftale betyder helt konkret, at de næste årtier kommer til at stå i den vedvarende energis og energieffektivitetens tegn. Det kan få guldrandet betydning for Danmark og dansk eksport, fordi vi har så meget at byde på inden for energiløsninger. - Elektricitet kan stort set produceres uden CO2-udledning, og jeg er overbevist om, at elektrificering bliver en afgørende faktor for omstillingen i hele verden, siger Lars Aagaard. Klimaaftalen, der skal træde i kraft i 2020, skal holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til førindustrielt niveau og sigte efter at begrænse stigningen til 1,5 grader. Verdens lande er blevet enige om klimaaftalen, samtidig med at 2015 er på vej til at blive det varmeste år, der nogen sinde er målt på kloden. Mere tørke, smeltende poler, flere oversvømmelser og stigende vandstand er videnskabsfolkenes klare bud på fremtiden, hvis ikke der bliver skåret ned på udledningen af drivhusgasser. Den lyseblå gigant skuffet over klimaaftale Mens de fleste har hænderne oppe over hovedet efter den store klimaaftale i Paris er A.P. Møller - Mærsk skuffet. Shipping er blevet udeladt, og det irriterer den lyseblå erhvervskæmpe. A.P. Møller - Mærsk, der via Maersk Line sidder på 15 procent af verdens containerskibe, havde håbet på, at der kunne blive opstillet globale krav shippingindustrien i Paris. Det faldt dog på gulvet. - Vi er skuffede over, at det ikke er kommet med i den endelige aftale. Vi har længe skubbet på for, at shipping fik global regulering, men det er desværre ikke sket, siger chefrådgiver for klima hos A.P. Møller - Mærsk, John Kornerup Bang. Det har umiddelbart været mindre udviklede lande, der har strittet imod, da de er nervøse for at blive forfordelt, hvis alle skal leve op til de samme mål. Shipping i tredjeverdenslande er ofte domineret af ældre skibe, der har en større miljøbelastning end nye. Hos A.P. Møller - Mærsk mener man, at regulering er uundgåelig og at en fælles global regulering vil hindre, at rederier bare indflager skibe hos nationer med lempelige regler. - Det er rigtigt vigtigt med global regulering, for det er en global industri. Regional regulering er for let at omgå, siger John Kornerup. A.P. Møller - Mærsks Maersk Line vil dog også have en konkurrencemæssig fordel i global regulering. Rederiet har i årevis fokuseret på energieffektivitet og større spillere som Maersk Line vil have lettere ved at investere i nye teknologier. - Det vil vi helt sikkert være en fordel for os. Vi mener, at det er vigtigt, at de, der er grønne og effektive, bliver belønnet. Det er kun sådan, man får gjort dem større, siger John Kornerup. A.P. Møller - Mærsk vil tage handsken op til næste klimamøde, hvor man håber på at få regulering igennem. - Vi giver ikke op så let. Vi tror måske også, at der er bedre muligheder næste år. På dette her møde var der mange tunge punkter, så shipping blegnede måske lidt. Klimaaftale hjælper Danfoss' sælgere Ikke kun klimaet vil nyde godt af den store klimaaftale, der lørdag er indgået i Paris. Danske Danfoss, der producerer energibesparende løsninger, forventer også at kunne skabe mere gang i biksen oven på politikernes håndslag. Danfoss, med hovedsæde på Als, udvikler og sælger alt fra kølesystemer til varmepumper. Selskabet er i Danmark bedst kendt for sine termostater, men har længe fokuseret på energibesparende løsninger bredt. - Vi er enormt glade for aftalen. Den er bedre end forventet og det bedst mulige i forhold til det, der var politisk vilje til, siger chef for bæredygtighed hos Danfoss, Fleming Voetmann, til Ritzau. Aftalen omfatter ikke bare fælles mål for den globale temperaturstigning, men, endnu vigtigere for Danfoss, at alle lande har udarbejdet klimaplaner og skal revidere dem løbende. Det venter selskabet vil hjælpe salgsstyrken i den store verden. - Vi kan bruge det, når vi skal ud og sælge. Alle lande har nu planer for nedbringelse af energiforbruget, og i størstedelen af dem spiller energieffektivitet en stor rolle. Der er vi en af de førende i verden, siger Fleming Voetmann og fortsætter: - Når landene skal implementere deres planer, så har vi en god mulighed for at blive en del af det, når det kommer til at spare energi i bygninger, fjernvarme og andre steder. Ud over den del har klimatopmødet givet Danfoss en god mulighed for at trykke hånd og opbygge relationer til verdens politikere på mange planer. Relationer der kan bruges til at sælge. - Vi har mødt en masse borgmestre, som er dem, der oftest skal står for det. Det var meget positivt, siger Fleming Voetmann. Danfoss omsatte i 2014 for 34,4 milliarder kroner og fik et resultat på 2,3 milliarder kroner. Selskabet er startet i 1933 og beskæftiger over 24.000 ansatte.