It-ansat snød sig til millioner fra fond og professorklub

Ledelse

10/09/2018 10:04

Nick Allentoft

Carlsbergfondet og Videnskabernes Selskab fik stjålet millioner. Tidligere ansat straffes med tre et halvt år.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En tidligere it-medarbejder og sekretariatschef er mandag ved Københavns Byret kendt skyldig i at have snydt Carlsbergfondet og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab for ni millioner kroner.

Han straffes med ubetinget fængsel i tre år og seks måneder.

- Vi har navnlig lagt vægt på, at du har erkendt, at du har udstedt falske fakturaer, samt at der er anført en anden modtager end dig selv. Du tilsidesatte den loyalitetsforpligtelse, du havde over for selskabet, siger retsformanden i forbindelse med domsafsigelsen. 

Desuden lagde retten i sin afgørelse vægt på, at der var tale om et meget stort beløb, og at forbrydelserne løbende fandt sted fra 2011 til 2016, altså over en lang periode.

Det var muligt for 47-årige Henrik Slaatorn at lave det ulovlige pengepuslespil, blandt andet fordi han i den pågældende periode havde to job.

Han var ansat som it-medarbejder ved Carlsbergfondet, mens han også var sekretariatschef i Videnskabernes Selskab. Det er de stillinger, som han har udnyttet for at sikre sig selv en enorm økonomisk gevinst. 

En redegørelse, der sidste år ifølge Berlingske blev sendt ud til Videnskabernes Selskabs ansatte, beskrev, at Slaatorn i form af sin dobbelte funktion kunne bogføre bilag i begge firmaer. Her fremgik det også, at Slaatorn var ansat i selskabet i 25 år.

De udbetalinger, som den betroede medarbejder foretog, var til hardware, software og forskellige it-løsninger. Men varerne blev aldrig modtaget.

Desuden fabrikerede han fakturaer og underbilag. Enkelte gange godkendte han fakturaer fra en leverandør, som ikke længere eksisterede. 

Videnskabernes Selskab stammer tilbage fra 1742, hvor det blev stiftet af historiker Hans Gram og greve Johan Ludvig Holstein med formål om at styrke videnskaben i Danmark.

Selskabet, der har dronning Margrethe som protektor, er bundet tæt sammen med Carlsbergfondet.

Ud over at dele lokaler på H.C. Andersens Boulevard i København ledes fondet blandt andet af en bestyrelse på fem personer, som vælges blandt de danske medlemmer af Videnskabernes Selskab.

Medlemmerne kontrollerer dermed direkte den velhavende danske fond.

Retten fandt det mandag bevist, at Slaatorn, som blev dømt for bedrageri, databedrageri og dokumentfalsk, havde svindlet for ikke under ni millioner kroner.

Selv om han ikke tidligere er straffet og har gode personlige forhold, vurderede en enig domsmandsret, at det langvarige, store bedrageri koster tre et halvt års fængsel.

It-medarbejderens forsvarer, Anders Nemeth, oplyser umiddelbart efter dommen, at den ankes til Østre Landsret med påstand om frifindelse.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.