It-problemer registres nu som utilsigtede hændelser: Kræftprøver forsvinder i it-system

Infrastruktur

03/12/2017 22:26

Nick Allentoft

Region Hovedstaden har nedsat en taskforce efter at prøvesvar er udeblevet i Sundhedsplatformen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere læger på sjællandske sygehuse har oplevet, at vigtige svar på prøver ikke når elektronisk frem via det nye it-system, Sundhedsplatformen. Det skriver Politiken.

Avisen skriver, at en gruppe læger på Hvidovre Hospital i løbet af efteråret opdagede, at noget var galt.

Resultater af vævsprøver, røntgenbilleder og skanninger, der giver afgørende svar på graden af patienternes sygdom, nåede aldrig frem til de læger, der havde bestilt dem.

Desuden oplevede ansatte på Rigshospitalet, at kræftpatienter kom for sent i gang med behandlingen, fordi prøvesvar blev overset eller forsinket. 

Politiken skriver, at læger på Hvidovre Hospital og Amager Hospital siden 1. september har anmeldt 15 utilsigtede hændelser.

Debatten om Sundhedsplatformen

Følg debatten om Sundhedsplatformen på denne tema-side.

Det har været i tilfælde af, at der har været mistanke om, at en patient havde kræft, men hvor prøvesvaret enten er forsinket eller slet ikke er kommet frem.

Det skulle ellers ske helt af sig selv i Sundhedsplatformen.

Region Hovedstaden har derfor nedsat en taskforce, der skal undersøge, hvorfor prøvesvarene ikke altid når frem.

Lægerne på Hvidovre Hospitals gastroenhed, der behandler mave-tarm-sygdomme og opdagede problemet, har derfor genoptaget brugen af papir. Dermed håber de at kunne være sikre på, at lægerne får de vigtige prøvesvar.

- Problemet er, at systemet med Sundhedsplatformen er utroværdigt. Det er dybt frustrerende som læge, at man ikke ved, at man får de svar, man skal have, siger kirurgisk overlæge Palle Miliam til Politiken.

Ifølge avisen måtte Region Hovedstaden i oktober for første gang indrapportere tre tilfælde, hvor patienter havde taget skade, fordi deres prøvesvar var blevet forsinket eller overset.

- Det er første gang, at regionen har oplyst, at der er patienter, der har fået en skade, som kan skyldes Sundhedsplatformen. Vi afventer en analyse fra regionen, som skal belyse, om det er Sundhedsplatformen, der er årsagen, siger kontorchef Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed til Politiken.

 

OVERBLIK: Problemerne med Sundhedsplatformen Sundhedsplatformen er det dyreste it-projekt i dansk sundhedsvæsens historie, og implementeringen af systemet i Region Hovedstaden og Region Sjælland har fået meget kritik.

Søndag skriver Politiken, at flere læger på sjællandske sygehuse har oplevet, at vigtige svar på prøver ikke når elektronisk frem via det nye it-system.

Få overblikket over forløbet med Sundhedsplatformen her: 

* 21. maj 2016 går Sundhedsplatformen i luften på Herlev og Gentofte Hospital, hvor man implementerede systemet fra den ene dag til den anden.

* En uge efter pibler kritik frem fra forskellige dele af sundhedspersonalet, fordi det nye it-system er præget af børnesygdomme. Overlægerne mener, at det forsinker deres arbejde. 

* Sundhedsstyrelsen beder Styrelsen for Patientsikkerhed om at gå ind i sagen. 

* 10. juni 2016 vælger Styrelsen for Patientsikkerhed at følge sagen nøje, men griber ikke ind over for regionen.

* 4. november 2016 skriver Ekstra Bladet, at registreringen af kræftpatienter på Herlev og Gentofte Hospitaler er mangelfuld på grund af Sundhedsplatformen. 

Omkring 200 færre kræftpatienter er blevet registreret i 2. kvartal i forhold til 1. kvartal.

* 5. november rulles Sundhedsplatformen ud på Rigshospitalet.

* 11. april 2017 skriver Politiken, at en fejl i Region Hovedstadens nye Sundhedsplatform har betydet, at 50 patienter har fået udskrevet medicin i forkerte doser i en kortere eller længere periode i marts.

* 17. april 2017 skriver Politiken, at Rigshospitalet i København ikke længere kan tilbyde kvinder med brystkræft at blive behandlet inden for den tidsgrænse, som ellers er fastsat i de nationale kræftpakker.

* 10. maj 2017 viser en redegørelse fra Herlev og Gentofte Hospital samt Rigshospitalet, at der fortsat er store problemer med it-systemet. 

* 2. juli 2017 skriver Politiken, at kontrollen af, om kræftpatienter bliver behandlet til tiden i Region Hovedstaden, reelt er brudt sammen.

I de første tre måneder af 2017 har Region Hovedstaden eksempelvis kun registreret 505 forløb med kræftpatienter. Normalt bliver der i den periode behandlet omkring 1200 patienter.

* 3. juli 2017 kalder sundhedsminister Ellan Trane Nørby (V) det "alvorligt" og "uacceptabelt for patienterne", at der mangler overblik over kræftpatienterne i regionen. Hun kræver svar fra regionen.

* 8. juli 2017 erkender regionsformand i Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) over for Politiken, at regionens syn på Sundhedsplatformen har været for "rosenrødt". 

* 18. august 2017 meddelelser Region Syddanmark, at man ikke vil indføre Sundhedsplatformen. Amerikanske Epic, der står for Sundhedsplatformen sammen med danske NNIT, er fravalgt som leverandør.

* 8. november 2017 meddeler Rigsrevisionen, at den starter en fuld undersøgelse af Sundhedsplatformen.

* 25. november 2017 indføres Sundhedsplatformen i Region Sjælland.

Kilder: BT, DR, Ritzau, Politiken, Region Hovedstaden og Ekstra Bladet.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.