Kommission: Private skal kunne drive skoler og gymnasier

Velfærd

17/02/2014 11:15

Private firmaer bør få chancen for at drive langt flere offentlige ydelser, mener Produktivitetskommissionen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis de offentlige kroner skal bruges bedst muligt, så bør private firmaer få lov til at byde ind på at drive alt fra folkeskoler og gymnasier til børnehaver og vuggestuer.

Det offentlige skal sende langt flere opgaver i udbud, så private får mulighed for at byde ind på driften - også på områder, hvor det ikke er muligt i dag, lyder det fra Produktivitetskommissionen, der mandag offentliggør sin nyeste rapport.

- Ved udbud er det ikke afgørende, om det er en privat eller en offentlig aktør, der får opgaven. Det afgørende er, at opgaven bliver udsat for konkurrence.

- Det er dén, der får leverandørerne til at være effektive, siger kommissionens formand, Peter Birch Sørensen, i en pressemeddelelse.

Kommissionen anbefaler, at lovgivning ikke skal begrænse de offentlige myndigheders muligheder for at udbyde opgaver, hvor det skønnes at give en gevinst. Herunder driften af folkeskoler, SFO'er, ungdomsskoler, musikskoler, gymnasier og erhvervsskoler.

Produktivitetskommissionen er sat i verden af regeringen for at se på, hvordan man kan få mere for pengene i det offentlige.

I 2012 brugte statskassen og kommunerne i alt 385 milliarder kroner på offentlige serviceydelser som vedligeholdelse af veje og pasning af børn og ældre. En fjerdedel af opgaverne blev sendt i udbud.

Kommissionen slår fast, at der altså er brugt omkring 290 milliarder kroner uden at afprøve, om der var en bedre eller billigere løsning.

- Dermed risikerer vi, at borgerne ikke får de bedste serviceydelser til den bedste pris, lyder det i kommissionens rapport om offentligt-private samarbejder.

Det er især inden for de bløde serviceydelser som børnepasning, sundhedsvæsen og ældreomsorg, at der kan hentes store gevinster, hvis flere opgaver end i dag sendes i udbud, fastslår kommissionen.

Politikerne har hidtil tøvet med at sende de bløde opgaver i udbud af frygt for, at det vil gå ud over kvaliteten.

- Men der er ingen garanti for, at alt går godt, hvis bare opgaven udføres af det offentlige selv, siger Peter Birch Sørensen og fortsætter:

- Uanset hvem - offentlig eller privat - der producerer service, skal opgaven være klart beskrevet, og der skal føres løbende tilsyn med kvaliteten.

Mens kommissionen slår fast, at langt de fleste opgaver ville kunne varetages af private, så er der dog visse opgaver, som ligger mest naturligt i den offentlige sektor, lyder det.

For politi, forsvar og domstole er decideret uegnet til at blive udliciteret til private.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.