Kommune melder Solhaven for overgreb

Velfærd

24/02/2012 09:56

Suleman Haider

Har medarbejdere slået og terroriseret børn på institutionen Solhaven? Det har Vesthimmerlands Kommune bedt politiet undersøge, skriver DR Nordjylland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Familieafdelingen er blevet gjort bekendt med anklager om fysiske og psykiske overgreb på børn på Solhaven, siger socialudvalgsformand Kurt Friis Jørgensen fra Venstre til DR Nordjylland. 

Det skete helt tilbage i juni, at kommunen politianmeldte institutionen i Farsø, der har flere afdelinger i byen og nærmeste omegn for børn og unge med svære tilpasningsvanskeligheder.

- Vi kan ikke som kommune gå ind og lave efterforskning på det og afhøringer. Derfor er det meldt til politiet, der kan gøre det, siger han til DR Nordjylland.

Samtidig besluttede kommunen at indføre skærpet tilsyn. DRs aktindsigt i tilsynsrapporterne viser, at institutionen ofte bruger magt. 

I årets første 10-11 måneder har Solhaven selv indberettet 24 magtanvendelser til Tilsynet. 13 blev vurderet tilladt, men ni blev vurderet ikke tilladt. To blev ikke vurderet som magtanvendelse. 

Og Tilsynet skriver: "Det er fortsat Tilsynets vurdering, at Solhaven vil kunne profitere af, at arbejde mere målrettet med forebyggelse af magtanvendelse." 

To episoder hvor en ung har anklaget medarbejdere for ydmygende og nedværdigende behandling, og hvor en ung er blevet spærret inde i "Cellen". er blevet undersøgt nærmere.

Men Tilsynet konkluderer: "Vi har ikke fået bekræftet anklagerne om, at der skulle foregå fysiske og psykiske overgreb på børn, der er anbragt på Solhaven."

Det skærpede tilsyn stoppede i efteråret, men i december besluttede kommunens socialudvalg på ny at indføre skærpet tilsyn.

- Det er på baggrund af en lignende anmeldelse vi har fået fra Børnerådet, så er vi gået ind og laver den ekstra kontrol, siger Kurt Firis Jørgensen til DR Nordjylland.

Politiinspektør Verner Holm bekræfter, at politiet efterforsker sager mod Solhaven, men afviser at kommentere det nærmere.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra lederen af Solhaven.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.