Kommuner og socialrådgivere: Tiltrængt opgør med regeltyranni

Velfærd

18/06/2018 11:03

Freja Eriksen

Minister varsler et opgør med de mange regler for kommuners jobindsats. Det er nødvendigt, siger Socialrådgiverforeningen og borgmesteren i Aalborg.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) varsler en større revision af reglerne for kommunernes jobindsats. 

Og det er ikke bare på høje tid, det er også svært tiltrængt. Det mener Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg Kommune og formand for Kommunernes Landsforenings Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

- Arbejdsmarkedssystemet, som det er i dag, er meget regel- og administrationsbefængt. Vi trænger virkelig til en sanering, hvor vi får gjort op med mange af de her proceskrav, som vi har i dag.

- I dag er det sådan, at en sagsbehandler bruger 45 minutter af en times arbejde på administration. Det skal vi have bragt ned, så vi kan levere en ordentlig og effektiv indsats, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Læs mere om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

 

Det spejler udtalelserne fra Troels Lund Poulsen, der til Ritzau siger, at det kommende udspil skal være et opgør med "et alt for bureaukratisk regelsystem".

Ministeren varsler dog samtidig, at hvis kommuner ikke lever op til krav om, hvor mange ledige der kommer i arbejde, så kan de blive sat under administration. Det huer ikke Aalborgs borgmester.

- Jeg synes, at man skal holde sig fra trusselsretorikken og se dette her som et samarbejde. 

- Alle kommuner gør jo alt, hvad de kan. Alle vil gerne have de ledige i arbejde både af menneskelige og økonomiske årsager.

- Når en ledig har gået ledig i et års tid, så bærer kommunen 80 procent af udgiften, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Han glæder sig nu til at se det endelige forslag, der har været varslet på trapperne længe.

- Det har været en lang proces, så vi er meget spændte på, hvad det ender med. Jeg håber, at det vil give mere tid mellem sagsbehandler og ledig, for det har vi brug for, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Socialrådgivere: Beskæftigelseslov er bygget op om mistillid

De danske socialrådgivere bruger i dag alt for meget tid på bureaukrati.

Det mener Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

- Bureaukratiet fylder så meget i dag, fordi man har bygget beskæftigelsesloven op omkring mistillid til jobcentrene og de arbejdsløse.

- Hvis man skal forenkle lovgivningen, er man nødt til på Christiansborg at udvise tillid til, at både jobcentre og arbejdsløse ønsker det bedste - nemlig at komme i arbejde, siger Majbrit Berlau.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Hun hilser derfor udspillet om at gøre op med de mange krav og regler velkommen.

- På trods af at den ene minister efter den anden har lovet at afbureaukratisere, og at man derfor kan blive en smule desillusioneret, så tror vi faktisk på, at det her er et skridt i den rigtige retning.

- Men jeg vil gerne se det, før jeg tror det, siger Majbrit Berlau.

Hos HK Kommunal, der blandt andet repræsenterer jobkonsulenter og andre dele af det administrative personale i kommunerne, glæder man sig til at høre mere om ministerens udspil.

- Der er rigtig meget behov for det, siger næstformand Mads Samsing.

Ifølge ham betyder kravene om dokumentation og andet papirarbejde, at borgerne bliver tilsidesat.

- Der er meget fokus på regelstyring og processer og ikke så meget på det indholdsmæssige i kontakt med borgere og virksomheder. Det er der, medarbejderne i kommunerne rent faktisk kan gøre en forskel, siger Mads Samsing.

LO-formand Lizette Risgaard er enig i, at beskæftigelsessystemet har brug for en strømlining.

- Vi har mange gode forslag til, hvordan man kunne gøre det, siger LO-formanden, der dog ikke ønsker at præcisere, hvilke forslag man vil præsentere for ministeren.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.