Kriminalitet plager Göteborg: To dræbt på 12 timer

Velfærd

16/04/2015 11:02

Nick Allentoft

Tavshedskulturen i bandemiljøerne i Göteborg er så stærk, at skudofre end ikke vil indrømme, at de er ramt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I løbet af 12 timer er to mænd blevet dræbt i den svenske by Göteborg, der er hårdt plaget af kriminalitet. 

Onsdag aften blev en 55-årig mand skudt på øen Hisingen, der udgør en del af Sveriges næststørste by. Torsdag morgen omkring klokken ni gik det ud over en mand i 30'erne i forstaden Angered. Også han var blevet skudt. Det er muligt, at de to drab relaterer sig til hinanden, mener politiet ifølge nyhedsbureauet TT.

I løbet af natten har politiet anholdt fire mænd, alle omtrent 20 år gamle. De er mistænkt for onsdagens drab, der blev begået omkring klokken 21.30. Ud over drab er de sigtet for grov mishandling og brud på narkoloven. Ved anholdelsen var de tydeligvis påvirket af rusmidler, skriver TT. Manden, der blev fundet død torsdag morgen, er i forvejen kendt af politiet.

Siden januar 2011 er mindst 16 mænd blevet dræbt - eller formodes dræbt - i Göteborg. Der er mistanke om, at drabene knytter sig til voldelige bandeopgør eller slet og ret en krig om territorier. 

Endnu er ingen dømt for forbrydelserne, skriver avisen Göteborgs-Posten, der citerer en politichef for at sige, at tavshedskulturen bærer en del af skylden.

Politiet mener, at det har en god fornemmelse af, hvem mindst halvdelen af gerningsmændene er, men beviserne er samtidig ikke stærke nok til at holde i en retssal.

- Den gældende tavshedskultur gør, at vi desværre sjældent når til vejs ende. Vi får ofte mængder af gode tips. Men når så der bliver tale om at skulle vidne i retten, så er der en mur af tavshed, sagde regionalpolitichef i Västra Götaland og Halland Klas Friberg for nylig til Göteborg-Posten.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.