Kystbyggeri: S åben for mere mens Naturfredningsforening siger altødelæggende

Bæredygtighed

30/10/2015 11:36

Nick Allentoft

Socialdemokraterne er åbne for ideen om flere kystbyggerier, mens Danmarks Naturfredningsforening kalder udvikligen altødelæggende.
  Regeringen har netop udpeget 10 projekter med hoteller, badelande og restauranter på kysten. Men 15 ekstra projekter skal også have tilladelse, hvis det står til V-regeringen. Og det er Socialdemokraterne åbne for at se på.

Det siger Socialdemokraternes miljøordfører Maja Panduro. Hun tager dog forbehold for, at Socialdemokraterne endnu ikke har set, hvilke kriterier V-regeringen vil opstille for de 15 nye projekter.

- Socialdemokraterne går åbent ind til alle forhandlinger, vi bliver inviteret til. Men det er klart, at det også sker med åbne øjne. Vi har brug for at se et forslag fra regeringen, før vi kan tage stilling til det. Og det har vi fået lovning på at se, siger Maja Panduro.   Det var under den tidligere Socialdemokratisk ledede regeringen, at forsøgsordningen med 10 projekter blev udtænkt. Men først nu er de 10 projekter altså blevet udpeget. Allerede dengang var der dog hård kritik fra Danmarks Naturfredningsforening. Foreningen advarede om, at forsøgsordningen ville være en glidebane mod endnu flere byggerier på kysterne. Det afviste daværende miljøminister for Socialdemokraterne Kirsten Brosbøl dog:   - For mig er det vigtigt, at vi værner om vores kyster og smukke natur, og derfor kommer vi ikke til at se anlæg dukke op midt i den uberørte natur, sagde Kristen Brosbøl blandt andet.   Ifølge Maja Panduro vil Socialdemokraterne fortsat værne om, at de nye byggerier på en gang skal kunne levere et markant løft i turismen - og visuelt være i "harmoni" med naturen.   - Det synes vi er nogle fornuftige kriterier. Men jeg vil da ikke på forhånd sige hverken ja eller nej til et forslag, som jeg ikke har set endnu, siger Maja Panduro.   Spørgsmål: Du bliver ved med at tale om, at det er en forsøgsordning. Men hvis det slår fejl, så kan man vel ikke stoppe projekterne, som koster flere milliarder kroner?   - Det er en forsøgsordning, og den skal evalueres om fem år.   Spørgsmål: Hvis evalueringen ikke går godt, bliver feriecentrene så pillet ned?   - Det er klart, at vi har en begrundet formodning om, at det er en god idé at lave de her forsøg. Ellers havde vi ikke gjort det.    - Og grunden til, at vi har den formodning er, at vi har set i vores nabolande Norge og Sverige, at man har kunnet lave projekter, som passer ind i den natur, de er i, og som gøre det mere attraktivt at besøge naturen, siger Maja Panduro.   Naturfredningsforening: Værre end hvad vi regnede med Regeringens ti tilladelser til kystnære byggeprojekter vækker forfærdelse hos Danmarks Naturfredningsforening.   Det er en realitet, efter at regeringen fredag har valgt ti projekter til i alt fire milliarder kroner, som får dispensation til at bygge direkte på kysterne. Målet er at øge turismen og dermed skabe job i nogle af de områder i Danmark, hvor væksten er lav.   - Det er meget værre, end hvad jeg havde regnet med. Det er et totalt opgør med beskyttelsen af vores kyster. Det er meget markante byggeprojekter, siger præsidenten for foreningen, Ella Maria Bisschop-Larsen.   Politikerne har ifølge hende ikke levet op til, hvad de sagde, inden tilladelserne blev givet.   - Vi hørte, at nogle af projekterne kunne bidrage med med større værdi til naturen. Men der er ikke noget i de projekter, der giver større værdi til naturen overhovedet, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.   Hun frygter samtidig, at de ti tilladelser betyder, at der nu er åbnet op for mange flere kystbyggerier i fremtiden.   - Vi har ingen politisk garanti for, at det her ikke bare fortsætter. Borgmestrene vil stå og råbe og spørge, om hvorfor nabokommunen må, når de ikke må. Det bliver et ræs om at få lov til at bygge mest, siger hun, efter at et bredt politisk flertal fredag stod bag de 10 projekter.   Det betyder blandt andet, at Møn kan se frem til at få en Aquapark, Lolland får en Safari Lodge ved Knuthenborg Safaripark og Ringkøbing-Skjern vil opføre Nordeuropas største badeland.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.