Uro og larm kan forpeste skoledagen for både elever og lærere.
Men sådan behøver det ikke være, for hvis læreren sendes på et fem dages kursus i at lede klassen, giver det bonus. Der kommer mere ro i klasseværelset, og så bliver det lettere for eleverne at samle tankerne om undervisningen, viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).
- Når læreren bliver efteruddannet i anerkendende klasseledelse, så bliver eleverne en hel del bedre til at koncentrere sig, siger professor og projektleder Anders Holm, der står bag undersøgelsen.
Det er især pigernes koncentration, der bedres, mens drengene ser ud til at blive dygtigere til at læse. Mere præcist vokser pigernes koncentrationsevne med fire procent, mens drengene scorer tre procentpoint flere rigtige svar i en læsetest.
Konklusionerne er baseret på et af de første danske lodtrækningsforsøg i skolesammenhæng. En tilfældigt udvalgt gruppe lærere deltog i kurset og blev efterfølgende målt mod en gruppe lærere, der ikke deltog.
- Så det er på et ret højt evidensniveau. Enhver forskel mellem de to grupper kan tilskrives effekten af interventionen, siger Anders Holm.
Trods resultaterne vil han ikke anbefale, at alle lærere sendes på kursus i klasseledelse, men han opfordrer til, at der på læreruddannelserne kommer mere fokus på den del af lærerjobbet.
Samme opfordring kommer fra uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V). Han siger til Ritzau, at hvis de studerende vurderer, at der er brug for et stærkere fokus på klasseledelse, så er der rig mulighed for det på uddannelserne.
For de lærere, der allerede har fået deres uddannelse, er det op til kommunerne og de enkelte skoler at vurdere behovet for efteruddannelse.
- Det blander jeg mig ikke i som uddannelsesminister. Det er et kommunalt og et ledelsesmæssigt ansvar.
- Men det kan da give god mening de steder, hvor man vurderer, at der er meget uro i klassen, eller hvis man har brug for, at eleverne flytter sig i forhold til læsning, siger Esben Lunde Larsen.
Blandt lærerne er interessen i at komme på ledelseskursus stor. Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal siger, at mange allerede har været afsted, og at de vender hjem til kollegerne og fortæller, at det giver gevinst.
- Klasserumsledelse er et område, som vi har stort fokus på, og derfor er det positivt, at vi nu kan se, at det har en effekt. Samme melding kommer fra de lærere, der efter kurset oplever, at eleverne reagerer positivt, siger Claus Hjortdal.
/ritzau/