Lodtrækning kan give Enhedslisten plads i præsidiet

Politik

06/10/2014 22:23

Suleman Haider

SF har mistet så mange folketingsmedlemmer, at partiet kan tabe prestigefyldt plads i Folketingets ledelse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Enhedslisten vil kæmpe for skærpet kontrol med regeringen og øget åbenhed omkring lobbyisters besøg hos politikere, hvis partiet tirsdag får plads i Folketingets Præsidium

Det siger Enhedslistens Per Clausen, forud for at der ved Folketingets åbning meget usædvanligt skal være lodtrækning om den ene plads i Folketingets fem mand store præsidium, der udgør tingets øverste ledelse.

Normalt besættes pladserne af de fem største partier i Folketinget. Men da SF har mistet hele fire folketingsmedlemmer i det voldsomme opgør om partiets deltagelse i regeringen, er Enhedslisten og SF nu lige store. Derfor skal der trækkes lod om pladsen.

Det vil foregå ved, at Venstres Bertel Haarder som såkaldt aldersformand trækker en kuvert op af en vase med navnet på det parti, som får pladsen.

Det kan betyde, at SF's nuværende medlem af præsidiet, Steen Gade, mister sin plads til Enhedslistens Per Clausen.

Sker det, vil Per Clausen blandt andet kæmpe for, at Folketinget får skærpet muligheden for at undersøge regeringen gennem høringer i parlamentet. 

Det skal være et alternativ til at kalde ministrene i et samråd eller nedsætte en kommission, som måske vil være år om at udrede en sag. 

Samtidig vil Enhedslisten kæmpe for et offentligt register over lobbyisters besøg hos folketingsmedlemmer, så offentligheden kan følge med i, hvem der forsøger at påvirke hvilke politikere.

- Den åbenhed bør der være i vores parlamentariske system, siger Per Clausen.

Som eventuelt nyt medlem af Folketingets Præsidium skal Per Clausen dog også indstille sig på at tage pænt imod kongehuset ved Folketingets åbning, selvom det vil være i strid med Enhedslistens grundholdning om, at kongehuset ikke bør have nogen rolle at spille i Folketinget.

- Den enkle handling én gang om året skygger ikke for, at man i øvrigt kan udføre et forhåbentlig nyttigt arbejde i præsidiet, siger Per Clausen.

Spørgsmål: Men resten af folketingsgruppen vil fortsat vente uden for folketingssalen, til kongehuset er på plads for at undgå at skulle rejse sig op i respekt?

- De ting kan sagtens være adskilt. Det forstyrrer på ingen måde Folketingets arbejde, hvis vi gør, som vi indtil nu har gjort, siger Per Clausen.

Hvis Enhedslisten vinder lodtrækningen, får partiet også plads i Folketingets tavshedsbelagte kontroludvalg, som holder øje med forsvarets og politiets efterretningstjenester.

Det vil dog næppe være Per Clausen, men muligvis partiets retsordfører, Pernille Skipper, som i givet fald skal kæmpe for øget åbenhed og kontrol med efterretningstjenesterne.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.