Institut for Menneskerettigheder vurderer, at den hastestramning af familiesammenføringsreglerne, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil have vedtaget inden fredag, er i overensstemmelse med menneskerettighederne.
Det skriver instituttet i et høringssvar afgivet tirsdag aften.
Integration - det væsentlige
Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side.
Instituttet har dog også en opsang til ministeren.
- Det er naturligvis positivt, at regeringen ønsker hurtigt at bringe den danske lovgivning i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, men det er kritisabelt, at der ikke gives tid til en ordentlig høringsproces, siger direktør Jonas Christoffersen.
Stramningen går ud på, at alle, der søger familiesammenføring med deres børn, som udgangspunkt vil blive mødt med et krav om, at barnet skal have udsigt til vellykket integration.
Hidtil har man været undtaget fra dette krav, hvis man søgte om familiesammenføring inden for to år.
EU-domstolen afgjorde i april, at det er i strid med en såkaldt associeringsaftale med Tyrkiet at stille krav om integrationsegnethed for tyrkere, når nogle kunne slippe uden om kravet.
Fremover vil kravet om integrationsvurdering derfor omfatte alle børn over seks år, der har en forælder i hjemlandet.
/ritzau/