Mercado indtager børne- og socialministeriet: Borgerlig vagthund går fra barsel til ministerkontor

Politik

28/11/2016 11:08

Nick Allentoft

Danmarks nye børne- og socialminister er de De Konservatives Mai Mercado. Hun vil værne om borgerlige dyder.

De Konservatives Mai Mercado kan indtage en post som børne- og socialminister i den nye trekløverregering, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer mandag.

Den nye børneminister er selv på barsel i øjeblikket med barn nummer to og skulle egentlig først vende tilbage til marts. Men hun vender altså tilbage til det politiske arbejde lidt før tid for at blive en del af den nye regering.

Mai Mercado blev politisk ordfører for De Konservative i 2014 og frem til sin barsel. Hun afløste Lene Espersen på posten. Ved den lejlighed sagde hun til Politiken.

- Jeg ser os som en vagthund, der værner om de borgerlige dyder og sørger for, at der bliver ført en borgerlig politik. 

Mai Mercado er kristen og stod i 2015 bag en kronik i Berlingske med et budskab om, at kristendommen bør fylde mere i den offentlige debat. 

Det sørgede hun samtidig selv for, da hun i kronikken slog fast, at kristendommen er bedre end islam.

Men det var en kommentar af noget anden karakter, der for alvor fik sat sindene i kog og tilmed førte til flere trusler på livet for politikeren og hendes lille datter.

Da politiet ryddede Christianias hashboder i juni 2016, skrev hun på sin Facebook-profil:

"Findes der noget bedre end barsel med en nyfødt? Det skulle da lige være TV 2 NEWS kørende i baggrunden, hvor politiet gennemsmadrer hashboder på Christiania! I love it".

Flere af truslerne mod politikeren var så grove, at gerningspersonerne senere blev dømt for det. En 29-årig mand fik fem måneders ubetinget fængsel, mens en 18-årig kvinde fik 60 dages betinget fængsel.

Mai Mercado udtalte efterfølgende, at hun ikke ville afholde sig fra at lave kritiske opslag om hash og Christiania i fremtiden.

- Når det er sagt, har jeg lært den lektie, at jeg ikke skal kombinere min familie med et stærkt politisk opslag, sagde hun.

Mai Mercado er 36 år, men har allerede mange år i politik bag sig. Hun er uddannet cand.scient.pol. og blev valgt ind i Folketinget for De Konservative i 2011, men havde på det tidspunkt været medlem af byrådet i Odense i fem år.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.