Minister fløjter op til motion for erhvervsskoleelever

Velfærd

25/02/2014 12:44

Som en del af den nye reform af erhvervsuddannelserne skal eleverne dyrke tre kvarters motion hver dag.

45 minutters motion og bevægelse hver dag. Sådan ser en del af den fremtidige skoledag ud for elever på erhvervsskoler ifølge den nye erhvervsskolereform, som samtlige partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten indgik mandag aften.

For ligesom på flere andre uddannelser, skal idræt være en del af undervisningen, lyder det fra undervisningsminister Christine Antorini (S).

- Der skal være idræt og bevægelse, fuldstændig som det er en del af gymnasierne og folkeskolerne i dag, siger hun og tilføjer:

- De unge synes, det er sjovt. Det er sundt, og det er faktisk også med til at motivere og fastholde dem i forhold til de fag, som er på en uddannelse.

De Konservatives uddannelsesordfører Lene Espersen er ligeledes fortaler for den daglige motion på tre kvarter på erhvervsskolerne. Og hun mener ikke nødvendigvis, at idrætstimen skal foregå i en gymnastiksal.

- Der er mange muligheder. Det kan også være noget, hvor man tager værkstederne i brug på en alternativ måde, hvor man kan lave nogle ting fysisk, der relaterer til de ting, man laver på et værksted, siger Lene Espersen, der samtidig mener, at aktiviteterne kan styrke sammenholdet blandt eleverne.

- Det kan være med til at ryste folk mere sammen, hvis der er nogle aktiviteter på tværs af linjerne, siger Lene Espersen.

Den daglige motion bliver også taget godt imod af eleverne selv.

- Det er godt, at man indfører idræt, så sådan nogle knejter som mig kan få brændt noget krudt af på grundforløbet.

- Der er mange undersøgelser, der viser, at man lærer mere med idræt, så det er vi glade for, siger Morten Ryom, der er formand for Erhvervsskolernes Elev-organisation.

Erhvervsskolereformen bliver en realitet fra efteråret 2015.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.