Innovationsminister Sophie Løhde (V) vil opstille nationale mål for, hvordan den offentlige sektor kan forbedres.
De nationale mål skal indgå i regeringens kommende sammenhængsreform.
De syv principper for offentlig modernisering
I 2013 fremlagde den daværende regering syv principper for offentlig modernisering. Dengang lød det:
- Styring i den offentlige sektor skal fokusere på mål og resultater
- Dialog, åbenhed og klare mål skal være udgangspunkt for opgaveløsningen
- Ledelse og styring skal tage afsæt i tillid og ansvar
- Udvikling og fagligt handlerum skal bygge på velbegrundet dokumentation
- Opgaveløsningen skal baseres på viden om, hvad der virker
- Ledelse og engagement skal fremme innovation
- Offentlig service skal inddrage borgernes ressourcer
Det er en reform, der skal skabe en mere enkel offentlig sektor. Det skal gøre, at de 800.000 medarbejdere i kommuner, regioner og stat har mere tid til at tage sig af deres kerneopgaver.
- Hvis det skal lykkes at flytte den supertanker, som den offentlige sektor er, forudsætter det, at vi på tværs af staten, regioner og kommuner er enige om, i hvilken retning vi skal sejle, og hvilken fart vi skal have på. Og det skal de nye nationale mål hjælpe os med, siger Sophie Løhde i en kommentar.
De nationale mål skal være konkrete og målbare. Det er for, at man løbende kan følge, om udviklingen bevæger sig i den rigtige retning, lyder det fra ministeren.
- De skal være de fyrtårne, vi i fællesskab kan navigere efter, og være en drivkraft, som kan være med til at sætte en udvikling i gang nationalt og lokalt, så vi sammen kan løfte kvaliteten i velfærden og sikre mere tillid og sammenhæng på tværs af den offentlige sektor, siger ministeren.
Sophie Løhde kommer med meldingen på dagen, hvor landets kommuner fremlægger deres ti forslag til, hvordan den offentlige sektor skal forbedres.
Det handler ifølge kommunerne for eksempel om at rydde op i regeljunglen på beskæftigelsesområdet og skabe bedre overgange for børn og unge mellem dagtilbud, skole og ungdomsuddannelse.
Regeringens nationale mål skal fastlægges i et partnerskab med kommuner, regioner, interesseorganisationer og fagforeninger, lyder det fra ministeren.
- Det er helt afgørende, at vi på tværs af den offentlige sektor får ejerskab til de nationale mål og påtager os et fælles ansvar for, at vi lykkes med dem. Derfor skal de også udvikles i fællesskab i en inddragende proces, siger Sophie Løhde.
Hun vil tage initiativ til at afholde et topmøde. Her kan parterne drøfte, hvad de nationale mål skal indeholde.
Det skal danne grundlag for den kommende sammenhængsreform. Den ventes klar i løbet af foråret.
/ritzau/