Nej til minusvækst: Både S og DF afviser omprioritering

Politik

26/10/2015 21:10

Nick Allentoft

Finansminister Claus Hjort kan hverken regne med opbakning fra S eller DF til at sænke kommunernes udgifter.

I sidste uge viste Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre, at de kan samarbejde og indgå en meget omtalt aftale om dagpengereglerne.

Men sammenholdet er væk, når det gælder V-regeringens forslag om at indføre såkaldte udgiftslofter i kommunerne frem mod 2019. Her siger både S og DF nej.

DF kan ikke støtte forslaget i sin nuværende form, siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

Finanslov 2016

Følg udviklingen i stammedansen om Finanslov 2016 lige her.

Vi sorterer noget af det rituelle cirkus fra, så du får mere af det væsentlige.

- Vi er gået til valg på at levere en lille moderat vækst i det offentlige på 0,8 procent. Derfor synes vi, at det er et dårligt forslag, siger René Christensen.

Forslaget indeholder det, som regeringen har døbt et "omprioriteringsbidrag" for 2017, 2018 og 2019. I praksis er det en beskæring af de kommunale budgetter med en procent om året, som så - i et eller andet omfang - kan føres tilbage til kommunerne igen.

Ifølge DF er det problematisk, at det ikke fremgår af forslaget, hvad pengene fra bidraget skal gå til. 

- For 2017, 2018 og 2019 er pengene ikke prioriteret. De vil bare blive lagt på bordet i forhandlingerne om finansloven, og dermed kan de ligeså vel gå til flygtningeudgifter som til skattelettelser. Det ønsker vi ikke, siger René Christensen.

Han kalder derfor forslaget uacceptabelt, selvom Dansk Folkeparti ikke er principiel modstander af et omprioriteringsbidrag. Det kan ifølge René Christensen være et godt instrument, hvis pengene bliver hos kommunerne, men eksempelvis omprioriteres fra "velstillede" til "vanskelige" kommuner.

- Men det er ikke det, der bliver lagt op til her. I stedet er det en blankocheck, hvor kommunerne skal finde penge, som bliver lagt på bordet foran finansministeren. Og det er simpelthen for farligt, siger René Christensen.

Tidligere mandag fastslog partiformand Mette Frederiksen, at Socialdemokraterne heller ikke vil stemme for forslaget. 

Både S og DF er dog i den lidt pudsige situation, at de allerede har reddet regeringens omprioriteringsbidrag én gang.

Det skete, da de to partier i sommer lovede at stemme for den aftale, som regeringen havde forhandlet på plads med Kommunernes Landsforening (KL), der netop indfører de udskældte besparelser for næste år.

Og begge partier har forpligtet sig til også at stemme for KL-aftalen fremover - uanset, om den indeholder et omprioriteringsbidrag eller ej. 

Ifølge S og DF er løftet givet af respekt for det kommunale selvstyre. KL forhandler selv med regeringen, og hvis KL siger ja til økonomiaftalen, så vil S og DF ikke modsætte sig. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.