Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) varsler en ny stor udflytningsrunde, der skal bringe "flere tusinde" job til provinsen.
Udspillet vil blive præsenteret til december, siger han.
Udflytning af statslige arbejdspladser
Vi har samlet alle historier om udflytningsplanerne.
Læs meget mere her
Dermed lægger regeringen op til en markant udbygning af arbejdet med at udflytte statslige arbejdspladser.
Regeringen har siden 2015 været i gang med at udflytte 3900 arbejdspladser - og har også tidligere varslet, at der vil komme endnu en udflytningsrunde.
Men det er første gang, regeringen fortæller, at det bliver "flere tusinde" arbejdspladser - og at udspillet bliver præsenteret i december.
- Undervejs var der nogle, som mente, at det blev svært, nærmest umuligt, at få dygtige folk til de styrelser og institutioner, der flyttede væk fra København. Den kritik er gjort til skamme, siger Løkke.
Flere fagforeninger har kritiseret, at udflytningen betyder tab af faglighed. Mange erfarne medarbejdere vil nemlig ikke tage springet fra København til provinsen, lyder kritikken.
Men den opfattelse deler Løkke ikke. Han henviser til konkrete oplevelser fra besøg på nogle af de udflyttede arbejdspladser:
- I august besøgte jeg Civilstyrelsen og Nævnenes Hus i Viborg. Jeg talte med en ung mand, der havde valgt at tage turen frem og tilbage fra København, mens han så tiden an. Andre havde taget springet og var flyttet med familien. Og andre pendlede for eksempel fra Aalborg.
- I Viborg er det lykkedes at skabe et attraktivt juridisk miljø. Til glæde for de mennesker, der får nye jobmuligheder. De borgere, der får myndighederne tættere på. Den by, der får nye arbejdspladser.
Regeringen har afsat 150 millioner kroner til udflytningen næste år i forslaget til finanslov. Statsministeren håber nu, at udspillet vil få bred støtte i Folketinget.
- Jeg er glad for, at der også her i Folketinget er en stigende forståelse og en bredere opbakning til det, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han fastslår, at regeringen nu er i gang med at "gennemføre den største samlede flytning af statslige arbejdspladser nogensinde". I forhold til arbejdet med at udflytte af de første 3900 arbejdspladser, siger Løkke:
- Vi har netop fået en ny status, der viser, at ud af de 3900 arbejdspladser er mere end 2500 flyttet ind. 23 institutioner er flyttet. Og mere end 25 byer har fået nye statslige arbejdspladser.
Løkke vil ikke sætte navn på arbejdspladserFørst til december får befolkningen svar på, hvilke arbejdspladser regeringen vil udflytte eller etablere i provinsen.
På spørgsmålet om, hvilke arbejdspladser der bliver tale om, siger Løkke:
- Jeg ser en stribe af forskellige muligheder. Men det lægger vi frem i vores forslag til december, siger Lars Løkke Rasmussen.
I forbindelse med den første udflytningsrunde af 3900 arbejdspladser løb regeringen ind i flere problemer.
Blandt andet måtte man efter protester opgive at udflytte Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, fra København til Aarhus.
En lang række organisationer pegede på, at en udflytning af Diis ville have negative konsekvenser, når det gælder samarbejde omkring vidensdeling og sparring samt deltagelse i instituttets arrangementer.
Ni tidligere udenrigsministre fra fem forskellige partier advarede også mod udflytningen.
Sagen blev set som en advarsel om, at der er en grænse for, hvor mange arbejdspladser der kan flyttes ud af hovedstaden. Ganske enkelt, fordi det fagligt og økonomisk kan koste for meget at flytte bestemte arbejdspladser.
Selv om statsministeren ikke vil gå i detaljer, så var der måske et lille hint i talen. Løkke siger nemlig ikke klart, at regeringen vil "udflytte" statslige arbejdspladser.
Han siger, at regeringen vil "etablere" arbejdspladser ude i landet.
Det kan betyde, at en del af arbejdspladserne vil være nye. De kan eksempelvis blive skabt som del af det forsvarsforlig, som et flertal i Folketinget skal enes om inden jul.
Løkke brugte åbningstalen til igen at fastslå, at regeringen vil give forsvaret et "substantielt løft" i form af flere penge til blandt andet at imødegå cybertrusler og truslerne fra Rusland.
De vil betyde flere arbejdspladser i Forsvaret, som så kan placeres ude i landet.
Før sommer besluttede regeringen desuden at nedlægge Skat efter en stribe skandaler. I stedet vil regeringen etablere syv nye styrelser, som bliver placeret på blandt andet Fyn og i Jylland.
De kan også indgå i den kommende udflytningsrunde, som bliver præsenteret i detaljer til december.
Djøf: Næste gang skal gøres bedre
- I Djøf deler vi ønsket om et Danmark i bedre balance. Men vi opfordrer regeringen til at blive dygtigere til at gennemføre flytningerne, så vi undgår det meget store tab af viden og erfaring, vi hidtil har set på en lang række af de arbejdspladser, der er flyttet. Det går ud over sagsbehandlingstiderne og giver dårligere service til borgere og virksomheder, som vi eksempelvis har set for landbrugsstøtten og miljøklager, siger Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf og fortsætter:
- Hvis regeringen virkelig ønsker en succesfuld flytning af statslige arbejdspladser, bør man i langt højere grad gøre det attraktivt at flytte med jobbet - permanent eller i en overgangsordning, så de erfarne medarbejdere kan hjælpe med at oplære nye kollegaer til at løfte opgaverne.
- Vi har desværre konstateret, at mange af de statslige arbejdsgivere har været meget tilbageholdende med at benytte de forskellige muligheder for at fastholde erfarne medarbejdere, som for eksempel at give medarbejdere bonus for at blive på arbejdspladsen, mulighed for at transporttid tæller med som arbejdstid og hjemmearbejdsdage.