Justitsministeriet fortæller nu om nogle af de omkostninger, som er opstået, fordi politiet under besøg af kinesiske topfolk hindrede borgere i at ytre sig frit - og bagefter løj til Folketinget om, hvad man havde gjort.
Arbejdet med at opklare sagen i Tibetkommissionen har kostet 23,3 millioner kroner, oplyser ministeriet til Ritzau.
Både i 2012 og i 2013 begik Københavns Politi "klart ulovlige" indgreb på gaden. De gik ud over mod folk, der ville vifte med tibetanske flag, og som ville ytre sig kritisk overfor Kinas præsident, fastslog kommissionen i en beretning i december.
Undervejs foretog landsdommer Tuk Bagger og hendes kolleger 72 afhøringer, ligesom de gennemgik mange tusinde sider dokumenter med mails og andet.
Politiets indgreb var i strid med såvel Grundloven som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og politiloven, hedder det.
"Tag flaget fra dem, kom!", lød en ordre på politiradioen, da betjente i 2012 bestræbte sig på at skjule demonstranter for præsident Hu Jintao. Opførslen blev gentaget i 2013, da en formand for det kinesiske parlament, Zu Zhengsheng, kom til Danmark.
I en intern mail skrev den ansvarlige for operationen i en mail, at det var vigtigt, at vi "gør os stærke på flankerne, så vi kan forhindre alt for mange Falungong eller hvad de hedder og så Fri Tibet folk".
I en anden mail fra vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen lød der økonomiske argumenter til underordnede med "den vigtigste opgave af dem alle, nemlig at spotte og forhindre utilsigtede demonstrationer, happenings mv.".
"Skal vi redde lidt bedre økonomiske vilkår til nationen og måske deraf et dryp til politiet, ligger det på jeres skuldre", fortsatte han.
Idéen kom ikke ud af det blå. Indgrebene skyldtes en særlig stemning, som Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste havde skabt, har kommissionen slået fast.
Bagefter skjulte politiet for Folketingets retsudvalg, hvad der var sket. Folketinget fik i 2012, 2013, 2014 og i 2015 svar, der på flere punkter var "objektivt urigtige, vildledende eller ufyldestgørende".
Den bevidste misinformation fører dog ikke til straffesager imod nogen. Fristen i straffeloven er overskredet, mener kommissionen.
Affæren har også kostet store ressourcer hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed. I myndighedens hidtil største efterforskning blev over 400 afhørt.
Om kort tid ventes anklagemyndigheden i øvrigt at beslutte, om Claus Hjelm Olsen og en anden mellemleder skal tiltales for at have løjet for en dommer.
Regningen for Tibetkommissionen ligger i øvrigt nogenlunde på niveau med Skattesagskommissionen (28 millioner) og Blekingegade-kommissionen (20 millioner).
/ritzau/