Det er sagen, der ikke vil dø.
Tidligere justitsminister Morten Bødskovs (S) beslutning om at spænde digterkysen stramt om hagen og binde Folketinget en historie på ærmet for at forhindre medlemmerne i at besøge Christiania, klæber nu også til Statsministeriets øverste top.
Det sker efter, det er kommet frem, at Bødskov - tre uger før, han blev tvunget fra posten - tilsyneladende var klar til at gå til bekendelse og erkende, at have givet et "forkert billede" til Folketinget i PET-sagen.
Det fremgår af en mail fra den nu hjemsendte departementschef i Justitsministeriet, Anne Kristine Axelsson til Statsministeriets departementschef og Thornings højre hånd, Christian Kettel Thomsen.
I mailen leverer Axelsson to udkast til en pressemeddelelse om PET-sagen, som Morten Bødskov senere samme dag ville sende ud til offentligheden.
I et af udkastene er Bødskov blandt andet citeret for at beklage sagen, og det "forkerte billede" han undervejs havde givet til Folketinget.
"Set i bakspejlet skal jeg beklage, at jeg bidrog til, at Retsudvalget fik viderebragt et forkert billede af den egentlige begrundelse for, at besøget ikke kunne finde sted på det ønskede tidspunkt", hedder et citat fra Bødskov i udkastet.
Såvel beklagelsen som erkendelsen af bortforklaringen var dog forsvundet som dug for solen, inden pressemeddelelsen blev sendt ud få timer senere - i øvrigt den 19. november, hvor der blev afholdt kommunalvalg.
Og det får nu flere af Folketingets partier til at kræve svar fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) selv:
Dansk Folkeparti og Venstre kræver Thorning i samråd fredag kl 13.00
Og Enhedslisten, der i december fældede Bødskov på sin Christiania-løgn, vil have svar på, hvad Thorning vidste om sagen og Bødskovs ageren.
- Vi vil stille spørgsmål til statsministeren i denne her sag. Har Statsministeriet aktivt deltaget i at dække over løgnen? Og hvorfor har man ikke sagt fra over for det, da de får de her udkast, siger partiets retsordfører, Pernille Skipper.
Politisk kommentator, Hans Engell, mener også, at de nye oplysninger bringer Helle Thorning-Schmidt direkte ind i sagen.
- For man må gå ud fra, at departementschefen har orienteret hende om alle detaljer i denne sag, siger han.
- Hvis Christian Kettel Thomsen ikke har fortalt statsministeren om det, så har han et problem af de store, for det her er en sag, som man har været klar over også på det tidspunkt, har politisk dynamit i sig, siger Hans Engell.
Kettel Thomsen understregede onsdag eftermiddag, at Statsministeriet ikke har blandet sig i formuleringerne i hverken udkast eller pressemeddelelse.
Men han kommer ikke ind på, om han informerede Helle Thorning-Schmidt om, at hendes nære allierede gennem mange år, Morten Bødskov, overvejede offentligt at beklage fejloplysninger til Folketinget.
Siden PET-sagen begyndte at rulle, har tidligere PET-chef Jakob Scharf søgt "nye udfordringer", mens Morten Bødskov altså fik sparket ministertaburetten væk under sig.
Efter Bødskovs afgang gled han direkte ind i Socialdemokraternes gruppeledelse på Christiansborg.
/ritzau/