Plejehjemsleder er skyldig i sag om fiksering af dement

Ledelse

25/08/2015 13:55

Nick Allentoft

En tidligere plejehjemsleder er af Retten i Aalborg tirsdag blevet fundet skyldig i at have forsømt sit arbejde groft. Dom over en tidligere plejehjemsleder viser, at man skal tænke sig om, når man bruger magt, siger anklageren, mens forsvareren raser.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sidste år døde en 85-årig kvinde efter at have hængt i en sele i timer. Retten i Aalborg har vurderet sagen. En tidligere plejehjemsleder er af Retten i Aalborg tirsdag blevet fundet skyldig i at have forsømt sit arbejde groft.   Uden den nødvendige tilladelse fra kommunen besluttede plejehjemslederen, at en 85-årig dement kvinde skulle spændes fast til sin seng i en sele om natten. Kvinden døde af sine kvæstelser, da hun en nat sidste efterår rullede ud af sengen og hang i selen i timevis.   Den tidligere plejehjemsleder skal som straf betale ti dagbøder på hver 500 kroner.   Sidste tirsdag forklarede den nu afskedigede plejehjemsleder i Retten i Aalborg, at hun mente, at hun selv kunne beslutte, at kvinden skulle sove i selen, da situationen var akut. Medarbejdere på plejehjemmet var bekymrede for, at den 85-årige kvinde ville gå ud af sengen om natten, falde og brække noget. Plejehjemslederen vurderede derfor, at der ikke var tid til at vente på en godkendelse fra kommunen, hvilket ellers er lovpligtigt.    Hun var også tiltalt for ikke at have iværksat noget ekstra tilsyn med den 85-årige kvinde, mens hun var fastspændt. Derudover var der ikke nogen nærmere instruktioner til medarbejderne på plejehjemmet om, hvordan selen skulle bruges.   I to nætter lå kvinden med selen om livet. Og anden nat mellem 30. og 31. oktober 2014 døde kvinden efter at have hængt ud over sengen med selen om livet i flere timer om natten.   Anklager i plejehjemssag: Dommen sender vigtigt signal Anklageren i sagen om fiksering af en 85-årig kvinde på et plejehjem i Aalborg mener, at tirsdagens dom over stedets tidligere plejehjemsleder sender et vigtigt signal.    - Jeg er meget tilfreds med, at der er sendt et signal om, at man skal tænke sig om, når man bruger magt, siger anklager Susanne Hansen.    Anklageren understreger, at sagen ikke er et spørgsmål om, hvorvidt den tidligere plejehjemsleder er skyld i kvindens død.  Det er et spørgsmål om, at hun har truffet nogle beslutninger og undladt at træffe nogle beslutninger, som strider imod servicelovens paragraf 128.   - Det var nok til, at vi kunne rejse en tiltale. Vi mener, at man er nødt til at tænke hele situationen igennem, når man anvender sådan en stofsele. Hvordan gør man det bedst muligt. Det er baggrunden for sagen, siger anklageren.   Dommeren i sagen, Gitte Kuhlwein, har lagt til grund for sin afgørelse, at den tidligere plejehjemsleder ikke havde iværksat et øget tilsyn med den ældre kvinde, mens hun var spændt fast.    Derudover var der ikke nogen vejledning til plejehjemspersonalet om, hvordan de skulle bruge selen.    Forsvarer i plejehjemssag: Dommen giver ingen mening Dommen hviler på et helt forkert grundlag, mener en rasende og uforstående advokat Poul Gudberg, som er forsvarer for den tidligere plejehjemsleder.   - Dommen er forkert i henhold til sit eget indhold, siger Poul Gudberg til Ritzau.    Han forklarer, at dommer Gitte Kuhlwein i afgørelsen skriver, at det, at plejehjemslederen ikke fik en tilladelse af kommunen til at spænde den ældre kvinde fast, ikke alene udgjorde en grov forsømmelse.    Men fordi hun undlod at iværksætte et øget tilsyn med patienten, mens hun lå i selen, og ikke gav plejehjemspersonalet nærmere instrukser om, hvordan selen skulle bruges, bliver hun alligevel dømt for at forsømme sit arbejde.   - Og det er noget sludder. For der findes ikke nogen pligt vedrørende tilsyn overhovedet. Der er heller ikke nogen pligt til at give personalet nærmere instrukser. Hun kan ikke overtræde en pligt, som ikke er der, lyder det fra forsvarsadvokaten.    - Jeg kan bare konstatere, at dommeren ikke har forstået det, jeg har sagt, siger Poul Gudberg.   Han vil nu tale med sin klient om, hvorvidt hun vil søge om en ankebevilling.    Der findes ingen regler for, hvor meget tilsyn en fikseret plejehjemsbeboer bør have. Men ifølge anklageren bør man, når man bruger magt, tænke over, om det ikke ville være det rigtigste at kigge ekstra meget til beboeren, selvom der ikke er regler for det.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.