Politi dømmes og frifindes i sag om Tibet-sympatisører

Politik

22/09/2015 10:48

Suleman Haider

Betjente gik efter borgere med Tibets flag under kinesisk statsbesøg, fastslår dommere i Østre Landsret

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Københavns Politi handlede ulovligt, da en fredelig demonstrant blev frihedsberøvet under den kinesiske præsidents besøg.

Det fastslår Østre Landsret i en dom tirsdag, hvor politiet dog i fem andre tilfælde frifindes for at have optrådt ulovligt. 

Under besøget af præsident Hu Jintao i 2012 oplevede flere sympatisører med Tibet, at betjente generede og flyttede dem.

Blot det at vifte med Tibets flag vakte politiets interesse.

Overfor Folketingets retsudvalg har Københavns Politi flere gange afvist, at der generelt blev skredet ind og frataget borgere flag.

Imidlertid fastslår de tre landsdommere, at betjentene ved tre episoder "udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde det tibetanske flag op, så det var synligt for den kinesiske præsident."

Konklusionen sker på baggrund af politiets interne radiokommunikation og en stribe forklaringer.

De tre episoder fandt sted ved Langelinie, i Kongens Have og på Christiansborg Slotsplads.

Landsretten understreger, at den kun har skullet afgøre, om der var tale om ulovlige frihedsberøvelser ved indgrebene.

Og det er altså kun tilfældet i forhold til episoden i Kongens Have.

Her stillede en mand i en rød trøje sig op overfor Rosenborg Slot, som præsidenten skulle besøge. 

Han havde et tibetansk flag med, men flere betjente rykkede ud og tvang ham til at lægge flaget ned på græsset, har han fortalt.

Han var omringet i en times tid, før han fik lov at gå. Dette er en ulovlig frihedsberøvelse, siger landsretten.

Om betjentene i flere tilfælde har krænket borgernes ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, har landsretten ikke taget stilling til. Det skyldes den måde, sagen er blevet præsenteret på, fremgår det.

Dommen er en stadfæstelse af Københavns Byrets afgørelse fra februar 2014.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.