Det er en meget dramatisk udvikling i Skattesagskommissionen, og det er endnu for tidligt at sige, hvor det hele ender.
Sådan lyder vurderingen fra flere politiske kommentatorer, efter kommissionen på grund af et anonymt brev har udskudt de sidste afhøringer i den omdiskuterede sag om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mands skatteforhold.
- Jeg har ikke i mine 40 år, hvor jeg har fulgt undersøgelseskommissioner, oplevet noget som dette, siger Hans Engell til ekstrabladet.dk.
- Det er en kæmpe bombe i sagen alene af den grund, at vi aldrig tidligere har oplevet, at en undersøgelseskommission en uge inden deres arbejde afsluttes, må stille hele arbejdet i bero på grund af et anonymt brev.
- Men bombens alvor kender vi ikke endnu, tilføjer han.
Skattesagskommissionen sagde tirsdag, at den har modtaget et anonymt brev, som - ifølge Berlingske - sår tvivl om ledende Venstrefolks forklaringer.
Troels Lund Poulsen (V) og Peter Christensen (V), begge tidligere skatteministre, samt daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har forklaret, at Venstre ikke forsøgte at påvirke Helle Thorning-Schmidts skattesag.
Politisk kommentator Lotte Hansen mener, at det kan det være altødelæggende for Venstre, hvis de har talt usandt.
- Hvis de har løjet om, hvorvidt de har prøvet at påvirke en afgørelse i Skat, så er det en meget, meget alvorlig politisk sag, siger hun til bt.dk.
- Så er vi oppe på Tamilsags-niveau, hvis det passer, tilføjer Lotte Hansen.
Hun peger på, at det hele nu afhænger af, hvad politiets efterforskning bringer for dagen.
Både kommissionen og politiet prøver at finde ud af, hvem der har videregivet fortrolige oplysninger fra Helle Thorning-Schmidts skattesag til pressen op til folketingsvalget i 2011.
/ritzau/