Pressefoto fra Danske Bank

Presset på Danske Bank stiger efter nye afsløringer

Ledelse

07/09/2018 15:21

Nick Allentoft

Danske Banks aktiekurs falder med 6,2 procent efter ny afsløring om hvidvasksag i Wall Street Journal.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Samlede pengeoverførsler på 960 milliarder kroner bliver undersøgt i Danske Banks hvidvasksag. 

Det skriver Wall Street Journal, der henviser til anonyme kilder. Efter at artiklen er blevet publiceret, er Danske Banks aktiekurs faldet over 6 procent. 

Estiske myndigheder har tidligere fortalt, at hvidvaskningen typisk er foregået gennem flere overførsler i banken. Derfor er de samlede overførsler ikke nødvendigvis et udtryk for, hvor mange penge der er blevet vasket rene. 

Berlingske Business har tidligere anslået, at mindst 53 milliarder kroner er blevet hvidvasket gennem banken.  Avisen har afsløret, at filialen i Estland er blevet brugt til hvidvask fra alt fra den russiske efterretningstjeneste til styret i Aserbajdsjan.

I 2015 valgte Danske Bank at lukke ned for den portefølje af udenlandske kunder, som har stået for de mistænkelige overførsler i Estland. Danske Bank har sagt, at den offentliggør resultatet af den interne undersøgelse i løbet af september. 

Inden da bør man være påpasselig med at fortolke tallene, lyder det fra bestyrelsesformand Ole Andersen. 

- Enhver konklusion skal baseres på bekræftede fakta frem for enkeltstående oplysninger, der er taget ud af sammenhæng, siger han i en skriftlig kommentar. 

 

Analytikere: Presset vokser på ledelsen

Sagen om hvidvask i Danske Bank vokser hele tiden, og dermed vokser presset også på topfolkene i Danmarks største bank, vurderer flere analytikere. 

- Det er snebolden, der ruller sig større og større og har taget sig til helt nye dimensioner. Der er ingen tvivl om, at presset på ledelsen er steget, både i forhold til om de kan blive siddende, og hvad den interne rapport viser, siger aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.

Danske Bank er på trapperne med en intern undersøgelse af sagen om hvidvask, der er foregået i bankens estiske filial.

Det er i forbindelse med den undersøgelse, at pengeoverførsler til en værdi af 960 milliarder kroner ifølge Wall Street Journal bliver kigget efter i sømmene.

Pengene er blevet ført ind og ud af banken i perioden 2007-2015, men det er uvist, hvor stor en del af transaktionerne der er relateret til hvidvask.

- Vi ved ikke, hvor meget der er hvidvask. Men meget tyder på, at det samlede omfang er meget større, end de tal der tidligere har været, når der har været så mange penge gennem en relativt lille filial, siger Mikkel Emil Jensen. 

Selvom Danske Bank har igangsat en intern undersøgelse, øger omtalen i Wall Street Journal presset på administrerende direktør Thomas F. Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen. 

- Presset stiger klart på at komme til bunds i sagen med Danske Banks undersøgelse og bagefter at drage de rigtige konklusioner, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet. 

Danske Banks bestyrelsesformand, Ole Andersen, siger, at man skal være forsigtig med at tolke på de 960 milliarder kroner. 

- Enhver konklusion skal baseres på bekræftede fakta frem for enkeltstående oplysninger, der er taget ud af sammenhæng, siger han i en skriftlig kommentar til Wall Street Journal.

På aktiemarkedet falder Danske Bank-aktien omkring 6 procent efter artiklen i Wall Street Journal, og det afspejler ifølge Sydbank stor usikkerhed om sagen. 

- Investorerne frygter, hvad der sker. Får Danske Bank bøder, og hvad bliver konsekvensen for ledelsen, siger Mikkel Emil Jensen. 

For nuværende har Finanstilsynet kritiseret Danske Bank for at være for langsomme til at sætte en stop for de mistænkelige overførsler. Derudover er banken blevet pålagt at sætte flere penge til side. 

Bagmandspolitiet indledte i august en efterforskning af sagen. 

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.