Professionshøjskoler i provinsen trues af masselukning

Infrastruktur

10/09/2015 12:43

Nick Allentoft

Det er selvmodsigende, at regeringen vil have mere vækst i yderområder, men kræver besparelser, mener skoler.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

 

Regeringens besparelser på uddannelsesområdet presser de danske professionshøjskoler. 

Skolerne, der uddanner pædagoger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og fysioterapeuter, er så hårdt presset økonomisk, at en række mindre uddannelsessteder i provinsen trues af lukning, skriver Berlingske.

Besparelserne er resultatet af en beslutning om, at de videregående uddannelser de kommende år skal spare flere milliarder kroner, men det modarbejder fuldstændig regeringens ønske om samtidig at skabe vækst og liv i yderområderne, lyder kritikken.'

- De her uddannelser er også statslige arbejdspladser. Det er, som om man fra politisk side saver den ene af de grene, man sidder på, over, mens man forsøger at få den anden til at vokse, siger Camilla Wang, rektor ved University College Sjælland (UCSJ), til Berlingske.

Hun frygter, at halvdelen af UCSJ's seks uddannelsessteder bliver lukket, fordi skolen skal spare millioner af kroner.

Også University College Capital (UCC) advarer om, at der ifølge Berlingske er "reel fare" for, at godt 250 studiepladser på Bornholm må lukke, så der ikke længere bliver uddannet lærere, pædagoger og sygeplejersker på øen.

Dansk Folkeparti vil gøre meget for at undgå, at der bliver lukket uddannelsessteder i provinsen, siger partiets uddannelses- og forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, til Ritzau. 

Han vil tage problemstillingen op med ministeren for at finde frem til, om der skal justeres på de udmeldte besparelser, eller om der eventuelt kan føres nogle penge tilbage til udvalgte steder.

- Ministeren har jo selv sagt, at han ønsker flere uddannelser placeret decentralt. Så kan vi ikke samtidig lukke uddannelser. Vi er nødt til at diskutere, hvad vi egentlig sætter i gang, siger Jens Henrik Thulesen Dahl. 

Han er parat til at diskutere med ministeren, om der skal justeres på sparekravet på to procent, som regeringen har lagt op til uddannelsesinstitutionerne.

Venstre tror på, at det er muligt at gennemføre milliardbesparelserne og samtidig bevare muligheden for at kunne tage en uddannelse uden for de største byer, siger partiets uddannelses- og forskningsordfører, Anni Matthiesen:

- Det er en stor sparerunde, som uddannelsesinstitutionerne skal igennem, og det er en vanskelig opgave, men det rokker ikke ved, at vi er nødt til at finde pengene, og det gælder også uddannelsesstederne, siger hun.

Anni Matthiesen understreger, at det fortsat er Venstres politik at ville etablere nye uddannelser i provinsen. 

I slutningen af august advarede formanden for Danske Professionshøjskoler, Harald Mikkelsen om, hvad regeringens spareplaner vil føre til, hvis de gennemføres.

- Særligt på de små regionale udbudssteder kan det blive en udfordring at opretholde kvaliteten i uddannelserne, hvilket på sigt kan betyde, at en række mindre udbud, især i udkantsområderne, må samles på færre steder, skrev han i et debatindlæg.

De kommende fire år skal professionshøjskolerne årligt beskære budgetterne med to procent. Frem til 2019 bliver det samlet til cirka 842 millioner kroner. Alene i 2019 beløber det sig til mere end 340 millioner.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.