Da Skattesagskommissionen blev nedsat i december 2011 vidste man, at nogen havde lækket statsminister Helle Thorning-Schmidts skattesag til pressen, og at Skatteministeriets daværende departementschef havde holdt flere møder med sagsbehandlerne, selvom han ikke må blande sig i sagen.
Se også historier om Nordskov-Nielsen II
45 vidner og adskillige tusinde dokumenter senere ved man det samme, selvom mange nuancer og kulørte afstikkere sidenhen er føjet til den spegede sag.
Men hvem, der stod bag lækagen af den daværende statsministerkandidats fortrolige papirer, er offentligheden ikke blevet klogere på, og selvom det var helt på sin plads at nedsætte Skattesagskommissionen, så er kommissioner generelt ikke et effektivt redskab til at opklare sager.
Det mener professor ved Institut ved Statskundskab på Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegård Christensen.
- Generelt mener jeg, at undersøgelseskommissioner er et ret dårligt instrument. Det puster ting op, som der ofte har vist sig ikke at være så forfærdeligt meget i, og hvor man forfølger politiske mål med noget, der ligner juridiske midler, siger han.
- Man har jo overvejet, om man i stedet for kommissioner skal indføre høringer i Folketingets regi, hvor man indkalder ministre og embedsmænd og på den måde forsøger at belyse sager.
- Det ville være en rigtig god idé. Det fungerer i andre lande, men det har man så foreløbig fravalgt i Danmark, siger han.
Han understreger dog, at Skattesagskommissionen var en af den slags kommissioner, der skulle nedsættes:
- I denne sag er der tale om, at der muligvis forelå magtmisbrug fra en ministers eller et ministeriums side, hvor man forsøgte at ramme en politisk modstander. Og det er så alvorlig en sag, at en undersøgelseskommission kan være den rigtige måde at undersøge det på.
/ritzau/