Mennesker med svære psykiske sygdomme dør langt tidligere end andre. Ofte af fysiske sygdomme der overses i kampen med de indre dæmoner.
Livet kan være op mod 15-20 år kortere for patienter med skizofreni og bipolare lidelser. En del skyldes ulykker og selvmord. Men 60 procent af de tidligere dødsfald skyldes fysiske sygdomme, der ofte ikke bliver opdaget og behandlet.
På Aalborg Universitetshospital har man det seneste år med succes ladet et team af medicinske læger gå på ugentlig stuegang ovre hos patienterne på psykiatrisk afsnit.
- Det er en meget skrøbelig patientgruppe, som oftest ikke selv kan overskue også at opsøge egen læge for mavesmerter, oveni deres psykiske lidelser, siger Julie Mackenhauer, der er læge og ph.d.-studerende Julie Mackenhauer ved Aalborg Universitetshospital.
- I stedet når vi dem nu, mens de er indlagt psykiatrisk. Vores koncept er, "når du alligevel er her", og det virker.
- Som psykisk syg har man ofte dårlig livsstil med overvægt, der også skyldes medicinen, rygning og for lidt motion. Men de kan også have en anden smerteopfattelse og formulerer sig anderledes om deres symptomer, siger hun.
Hos de psykiatriske patienter har lægerne fundet alvorlige sygdomme som kræft, epilepsi, leverbetændelse, svær KOL og hjerte-kar-sygdomme.
30-årige Christina Touborg Martensen fra Gug ved Aalborg er en af d e mere end 100 patienter, der er blevet opsøgt af de medicinske læger.
Som bipolar patient siden 2014 med mani og depression og behandling med elektrochok havde hun rigeligt at kæmpe med. Så hendes mavesmerter og problemer med at trække vejret blev aldrig rigtigt behandlet.
- Jeg troede, min forpustethed skyldtes de 50 kilo, jeg har taget på på grund af min medicin. Nu er jeg i behandling for astma. Virker det ikke, skal jeg undersøges nærmere for KOL, siger hun.
For da lægerne på Aalborg Sygehus fik hende ordentligt undersøgt, viste det sig, at hendes lungekapacitet er nedsat med over 50 procent.
- Når man har svært ved at trække vejret, så sover man dårligt, og så bliver man endnu mere skrøbelig, så det bliver jo en ond spiral, siger hun.
- Lægerne er kommet til os og har været så engagerende og tager imod én som et helt menneske. De fokuserer ikke kun på, om der er noget galt med ens hoved. Det er virkelig dejligt, siger hun.
Nye sygehuse skal bygge bro i behandling af psykisk syge Otte af de nye psykiatriske sygehuse ligger tæt på medicinske sygehuse. Dermed skal lægerne samarbejde mere. Mange års forkortede liv for psykiatriske patienter som følge af ubehandlede fysiske sygdomme er uacceptabelt.
Det siger formanden for Danske Regioners social- og psykiatriudvalg, Sophie Hæstorp Andersen (S).
-Det gør det jo ikke lettere at leve med svær psykisk sygdom, at man samtidig også skal leve med faren for at dø for tidligt af en hjertesygdom eller få diabetes type 2, siger hun.
Hæstorp Andersen (A) er derfor glad for positive erfaringer fra Aalborg.
- Det de gør i Aalborg, er rigtigt godt, for de udnytter muligheden, når patienten alligevel er indlagt til at få kontakt med borgeren, siger Hæstorp.
Hun tror, at en forstærket indsats for de psykiatriske patienter bliver nemmere, når den store ny- og ombygning af de danske sygehuse bliver færdig i de kommende år.
- Jeg er glad for, at 8 af de 12 nybyggede psykiatriske sygehuse ligger meget tæt op ad de somatiske hospitaler. Det giver netop mulighed for et tættere samarbejde mellem lægerne og en naturlig brobygning mellem behandlingen af sind og krop, siger hun.
Formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt, kalder uligheden i behandlingen af de psykisk syge et kæmpeproblem.
- Derfor er projektet i Aalborg en supergod idé, og forhåbentlig gør den fælles fysiske placering af de nye sygehuse det lettere at samarbejde. Men det er også afgørende, at der så følges op på behandling og medicinforbrug, når patienterne igen vender hjem til dagligdagen, siger hun.
FAKTA: Den nye sygehusplan skal hjælpe psykisk syge Den store overdødelighed hos psykisk syge skal bringes ned, når de mange nye sygehuse indvies de kommende år.
* Frem mod 2025 opfører regionerne 43 nye og ombyggede hospitaler.
* 12 af disse byggerier holder åbent hus for borgerne søndag 2. september.
* Undervejs bygges eller ombygges 12 nye psykiatrihospitaler
* 8 af disse bygges ved siden af et medicinsk sygehus, så der kommer et tættere samarbejde mellem den psykiatriske og den somatiske behandling af patienten.
* Følgende nye psykiatrihospitaler åbner inden 2025:
− Nyt Odense Universitetshospital
− Sygehus Sønderjylland Aabenraa
− Vejle
− Aarhus Universitetshospital
− Gødstrup
− Aalborg Universitetshospital
− Bispebjerg
− Slagelse
Kilde: Danske Regioner
/ritzau/