R-borgmester betaler penge tilbage for leje af rådhushal

Politik

18/10/2017 16:15

Nick Allentoft

Anna Mee Allerslev blev kritiseret for at bruge Københavns Rådhus til privat bryllup. Nu betaler hun tilbage.

Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R), betaler 65.000 kroner tilbage for leje af rådhushal til bryllupsreception.

Det oplyser hun til Ritzau.

Anna Mee Allerslev lånte hallen på Københavns Rådhus i august, hvor hun holdt en privat bryllupsreception. Lokalet fik hun stillet til rådighed kvit og frit.

- Jeg betaler for den leje, som eksterne skulle betale, hvis de skulle låne et lokale på rådhuset. Jeg har lyttet til dem, der har kritiseret, at jeg har lånt lokalet på rådhuset.

- Jeg er enig i kritikken. Jeg synes heller ikke, det er rimeligt, at politikere har muligheder, som andre mennesker ikke har, siger borgmesteren.

Hun vil ikke blande sig i, om andre politikere på rådhuset, som har gjort brug af ordningen, skal betale tilbage.

- Det vil jeg ikke blande mig i. Det her handler om, hvilken politiker og person jeg vil være, og hvordan jeg ser på min sag, siger hun.

Hun afviser, at timingen skyldes kommunalvalget til november.

- Nej, fordi det handler om, hvad jeg selv synes er rigtigt.

- Jeg er ikke herre over, hvad folk synes, eller hvad de stemmer, og jeg kan ikke skrive historien om, siger hun.

Flere eksperter kritiserede i september, at hun kunne låne hallen gratis. Det er dog først nu, at hun melder ud, at hun vil betale beløbet tilbage for lejen af hallen.

Lånet var muligt, fordi gruppeformændene i kommunens borgerrepræsentation har aftalt en administrativ praksis, der tillader folkevalgte at benytte Rådhushallen til bryllupper.

På spørgsmålet, om hun vil arbejde for at ændre reglerne, når nu hun betaler tilbage, svarer hun:

- Jeg har rimelig hurtigt i processen sagt, at hvis reglerne kommer til diskussion, så er det min holdning, at alle medarbejdere skal have den samme mulighed på alle Københavns arbejdspladser, siger hun.

Dengang hun lånte lokalet, fik hun ikke "besked om, at det var skattepligtigt". Hun har tidligere sagt, at hun selvfølgelig vil betale den retmæssige skat af lejen, men siger nu, at det er uaktuelt.

 

OVERBLIK: Anna Mee Allerslev's problematiske fester Anna Mee Allerslev (R), der er beskæftigelsesborgmesteren i Københavns Kommune, har besluttet at betale pengene tilbage for leje af rådhushallen i Københavns Kommune. 

Få overblikket over sagen her: 

* 12 september: 

BT skriver, at Anna Mee Allerslev kvit og frit har lånt rådhushallen på Københavns Rådhus til sin egen bryllupsreception i august 2017. 

Skatteeksperter vurderer, at værdien af lokalelånet er 65.000 kroner, som der skal betales skat af. Det agter Anna Mee Allerslev ifølge BT at gøre. 

Lokalet må ikke normalt udlejes til medlemmer af borgerrepræsentationen til private arrangementer.

Det er dog alligevel en administrativ praksis for i kommunen. Her får politikerne lov til at bruge lokalerne, hvis de står ledige.

Anna Mee bestilte lokalerne et år forinden.

* 13 september: 

Anne Mee siger til BT, at hun vil bede Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune om at få foretaget en ekstern undersøgelse af Borgerrepræsentationens regler på området for udlejning af lokaler.

Derudover oplyser hun, at hun vil betale 17.316,25 kroner tilbage for maden til en fødselsdagsreception, som hun holdt i 2014 i forbindelse med hendes 30-års fødselsdag.

Ifølge borgmesteren fulgte sekretariatet reglerne for officielle, offentlige runde fødselsdagsreceptioner. Derfor sendte de ikke regningen videre dengang i 2014. 

Alligevel vil hun nu betale forplejningen. 

* 13. september: 

Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune påtager sig ansvaret for afregningen af Anna Mee Allerslevs lån af Rådhushallen. 

Økonomiforvaltningens direktør, Peter Steengaard Mørch, siger efterfølgende, at reglerne for udlån af Rådhusets lokaler skal strammes op. 

* 13. september:

Statens vagthund på området - det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen - beder Københavns Kommune om en udtalelse i sagen for at vurdere, om der skal igangsættes en tilsynssag.

* 5. oktober:

BT afslører, at Anna Mee Allerslev fik stillet et festlokale gratis til rådighed hos Øens Murerfirma til sin 30 års fødselsdagsfest i 2014.

Øens Murerfirma har et tæt samarbejde med Anna Mee Allerslevs forvaltning. 

Hun har flere gange fremhævet virksomhedens sociale indsats, og Allerslev var som medlem af dommerkomitéen også med til at give Øens Murerfirma Københavns Erhvervspris 2017.

* 18. oktober 

Anna Mee Allerslev oplyser, at hun betaler 65.000 kroner tilbage for leje af rådhushallen til sin bryllupsreception.

Kilder: BT, Ritzau.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.