Modsat vores nabolande er der relativt få, der i Danmark køber aktier og investerer i nye virksomheder.
Det vil regeringen med sit nye erhvervsudspil lave om på.
- Regeringen vil gerne have en stærkere iværksætter- og aktiekultur, og derfor skal vi have flere til at investere i virksomheder, siger erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) på et pressemøde.
Finanslov 2018
Vi har oprettet en tema-side, der samler alle relevante historier om Finanslov 2018. Find den her.
- Vi halter efter vores nabolande. Hele vores intention er, at vi bliver bedre til at skabe nye vækstvirksomheder.
- Aktierne skal blive folkeeje.
Regeringen foreslår blandt andet en aktiesparekonto efter den svenske model, som er fritaget for beskatning på afkastet. I stedet beskattes værdien af depotet med 1,25 procent årligt.
- De rejser kapital på den anden side af sundet, siger Brian Mikkelsen.
- Vi bliver nødt til at give små og mellemstore virksomheder bedre vilkår for at skaffe investeringer herhjemme.
Mellem en halv og en hel million danskere vil ifølge Brian Mikkelsen gøre brug af en aktiesparekonto. Den vil blive forrentet med en meget lav rente, som vil gøre det attraktivt at investere i aktier, lyder argumentet.
- Som lønmodtager får man mulighed for at gøre en god investering for lav beskatning, siger Brian Mikkelsen.
Regeringen vil også ændre vilkårene for beskatningen af almindelig aktieindkomst. I dag beskattes aktieindkomster på op til 52.900 kroner med 27 procent og alt derudover med 42 procent.
De procenter skal fastholdes, men grænsen for den høje skat hæves til 100.000 kroner.
Erhvervsudspillet beløber sig på 12 milliarder kroner. Hvor pengene skal findes, vil regeringen først løfte sløret for i finanslovsforslaget, der fremlægges torsdag.
- Denne pakke er fuldt finansieret i finansloven og den mellemfristede fremskrivning frem til 2025, siger finansminister Kristian Jensen (V) på pressemødet.
Da den røde regering i 2013 - sammen med de tre nuværende blå regeringspartier - indgik en vækstaftale på hele 92 milliarder kroner, kaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) det for "en fin lille aftale".
Når regeringen alligevel betegner sit eget udspil på 12 milliarder kroner som ambitiøst, er det ifølge finansministeren fordi, de to pakker hører to forskellige tider til.
I 2013 sukkede man stadig efter vækst. Men i dag er væksten kommet, og økonomien er "i en helt anden form".
- Og det her er ikke en vækstpakke. Det er en erhvervs- og iværksætterpakke, siger Kristian Jensen.
/ritzau/